Året der gik – et efterår med krise?
Finanskrise, blev der råbt, men alt var alligevel ikke sort i efteråret. Nogle virksomheder blev påvirket af krisen, mens andre fortsatte den flotte vækst.
Nedskæringerne ramte dog også andre steder i den danske elektronikindustri. Hos GPV havde de været undervejs i et stykke tid. I november lancerede virksomhedens ledelse en plan for, hvordan mekanik- og printkort-divisionerne skulle blive rentable ( GPV omlægger produktionen i to divisioner ).
Også hos Schneider Electric måtte man erkende, at markedet var for nedadgående. Her var det specielt nedgangen i byggeriet, der betød, at man måtte ty til afskedigelser ( Nedskæringer i Schneider Electric Danmark ).
Blandt de værst ramte var dog B&O. Efter nogle hårde måneder kom man i oktober med et bud på, hvordan situationen atter kan vendes til Struer-virksomhedens fordel. Det betød blandt andet, at 300 stillinger skulle spares væk ( B&O trimmer ledelsen og skærer 300 stillinger ).
Andre steder var der dog helt anderledes gode takter at spore. Hos Siemens Flow Instruments i Nordborg talte man ikke om finanskrise, da man i midten af december landede den største ordre i virksomhedens historie ( Rekordordre til Siemens Flow Instruments ).
Heller ikke Ikast-virksomheden KK-Electronics spildte unødig energi på finanskrisen. Virksomhedens aktiviteter inden for vindmølleindustrien voksede stadig, og i et forsøg på at udvide endnu mere, indgik man en joint venture med en kinesisk virksomhed ( KK-Electronic indgår kinesisk joint venture ).
Også aktuator-producenten Linak jagtede nye indtjeningsområder, og i starten af oktober lancerede man derfor et nyt produkt, der skal hindre udfald på strømforsyningen ( Linak vil høste millionomsætning inden for nyt felt ).
Nye jagtmarker søgte også Henrik Miller, der nåede at stå i spidsen for Hinnerup-virksomheden Homatic i mindre end to år. Hans post blev overtaget af virksomhedens stifter og tidligere direktør Thovald Horup ( Direktør forlader Homatic ).
Skiftedag var der også hos Etronic i Svendborg. Her overtog Haar Holdings aktiemajoriteten i starten af december ( Ny hovedaktionær i Etronic A/S ).
Hos Brüel & Kjær var der også gang i handelen. Gennem moderselskabet Spectris overtog Brüel & Kjær Sound & Vibrations i midten af december den engelske virksomhed LDS Test and Measurement ( Brüel & Kjær køber engelsk virksomhed ).
Ligeså stort var smilet hos Rødkjærsbro-virksomheden Mita-Teknik, der i 2007/2008 kunne præstere en stor fremgang i overskuddet ( Stor overskudsfremgang hos Mita-Teknik ).
Det blev til mange historier fra elektronikbranchen i 2008. Electronic Supply ønsker sine læsere god jul og godt nytår. Nyhedsbrevet vender tilbage mandag den 5. januar.