23948sdkhjf

Højeffektive brændselsceller gør lastbiler og både mere miljøvenlige

Brændselsceller er et af nøgleelementerne i fremtidens effektive og miljøvenlige energisystemer. Nyt projekt med støtte fra Højteknologifonden sigter nu direkte mod udvikling af kommercielle anvendelser i form af en ny type høj-effektive, langtidsholdbare og robuste brændselscelleanlæg.
Når lastbilen, båden og campingvognen skal have varme og elektricitet, så lader vi ofte dieselmotoren køre. Det er dyrt, ineffektivt og forurenende. Der er behov for en ny teknologi.

Fastoxid brændselscellen (SOFC) er en af de mest lovende teknologier med hensyn til at forøge effektivitet og reducere emission i fremtidens systemer til generering af elektricitet. Samtidig betyder ny teknologi, at brændselscellen på effektiv vis kan integreres sammen med andre systemkomponenter til et mere kompakt, brugervenligt og priseffektivt anlæg.

Et nyt dansk forskningsprojekt vil etablere den teknologiske og kommercielle basis for verdens første pålidelige og kost-effektive metal-baserede SOFC produkt. Det forudsætter tiltag i flere retninger: Levetiden skal forøges, brændselscellerne skal integreres i kompakte og brugervenlige systemer og omkostningseffektive volumen-produktionsmetoder skal introduceres.

Det første kommercielle SOFC marked forventes at blive hjælpekraftanlæg (APU), hvor brændselscellerne skal erstatte de små dieselgeneratorer til fremstilling af elektricitet og varme i fx lastbiler, både og campingvogne. Innovationsdirektør hos Topsoe Fuel Cell, Niels Christiansen forklarer:

- Danmark er førende indenfor udviklingen af næste generation af såkaldte metal-baserede brændselsceller, hvilket i høj grad kan tilskrives Højteknologifondens tidligere støtte til denne teknologi. Med det nye projekt ser vi en enestående mulighed for at bringe teknologien til et niveau, hvor kommercielle anvendelser kan realiseres.

I projektet vil blandt andet tyndfilm og nano-teknologier kendt fra it-branchen blive anvendt til deponering af kritiske lag i brændselscellen. Centerchef på Teknologisk Institut Leif Højslet Christensen udtaler:

- Teknologisk Institut har de sidste to-tre år investeret ca. 10 mio. kr. i avanceret udstyr til fremstilling af tyndfilm fra atomare tykkelser til mikrometertykkelser. Det glæder os, at dette udstyr kan komme i spil i nye brancher, og at vi kan bidrage til den fortsatte udvikling af danske brændselsceller.

Projektdeltagerne er Topsoe Fuel Cell A/S, Afdelingen for Brændselsceller og Faststofkemi ved Risø DTU, Teknologisk Institut, og FORCE Technology. Højteknologifonden støtter med 15 mio. kr. over tre år.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.122