DIS åbner ny afdeling i Aalborg
Den midtjyske ingeniør- og udviklingsvirksomhed har netop åbnet en ny afdeling i Aalborg
- Hos DIS har vi en ambitiøs vækststrategi med et ønske om at være lokalt repræsenteret, så vi kan komme tættere på vores kunder. Vi har længe undersøgt markedet for at udvide med endnu en afdeling, og vi ser nu frem til at møde de nordjyske kunder mere lokalt, siger Michael Gadeberg, direktør og partner hos DIS.
Til at udvikle den nye afdeling i Aalborg har DIS ansat Morten Nørgaard Morthorst som senior project manager og business developer. Han er uddannet elektronikingeniør og projektleder og kommer fra en stilling som selvstændig konsulent, hvor han arbejdede med projektledelse og projektprocesser. Morten har derudover været ansat hos blandt andre Siemens, Alfa Laval og Grundfos i forskellige projektlederstillinger og som projekt porteføljeleder.
- Der er et stort potentiale for DIS i Nordjylland. Vi får mulighed for at styrke samarbejdet med nuværende samt nye kunder, hvor flere har efterspurgt lokale ingeniør- og konsulentkompetencer, dem får de nu. Og så har Nordjylland dygtige ingeniører som helt sikkert kan bidrage til og udvide de mange kompetencer, DIS allerede har. DIS har fået til huse i et innovativt miljø i Novi Forskerpark blandt andre spændende virksomheder, og jeg glæder mig til, at DIS får sat et lokalt præg i det nordjyske, siger Morten Nørgaard Morthorst.
Ud over at åbne ny afdeling i Aalborg har ingeniør- og udviklingsvirksomheden i løbet af året ligeledes åbnet afdelinger i USA i Chicago, Houston og Atlanta samt i den polske storby Krakow og i Lviv i Ukraine. DIS tæller nu i alt 12 afdelinger på verdensplan.
/he/