Underskoven i dansk erhvervsliv stormer frem i USA
Små og mellemstore danske virksomheder står bag et sandt vækstridt, når det gælder eksporten til USA
- Det er til dels trukket af den høje dollarkurs, men skyldes også, at man har fået flere virksomheder til at bevæge sig ud, siger direktør og ph.d. Kent Nielsen, eStatistik, til Finans.
I en årrække frem til 2010 lå de små og mellemstore virksomheders eksport til USA stabilt på lidt mere end 3 mia. kr. om året. Tallet er siden steget med små 2 mia. kr. til 5 mia. kr. i 2015.
Udviklingen vækker glæde i erhvervsorganisationen DI.
- De har typisk blot erfaring med salg til nabolandene, men nu sælger de også til de fjernere eksportmarkeder, siger chefanalytiker Allan Sørensen til Finans.
Det er fortsat Tyskland, Sverige, Norge og Storbritannien, der aftager den største andel af danske SMV’ers eksport.
En del af fremgangen i USA kan forklares med, at den amerikanske dollar er blevet styrket, så de danske virksomheder kan hente flere penge hjem i danske kroner.
Udviklingen skyldes imidlertid også, at flere virksomheder tager chancen. Fra 2010 til 2015 er antallet af små og mellemstore virksomheder med eksport til USA ifølge Eksportrådet steget med knap en fjerdedel til 3.060.
Originalartikel: http://finans.dk/finans/okonomi/ECE91030...