Fremtidens computerskærm er papirtynd
HP har udviklet en ekstremt tynd og fleksibel skærm ved hjælp af en helt ny produktionsmetode, som baner vejen for billigere og lettere bærbare pc’er og mobiltelefoner.
Den nye papirtynde skærm har en høj opløsning og er fremstillet efter en helt ny produktionsmetode, hvor komponenterne placeres på bøjelig plastik, uden at skærmen kan ”knuses”, hvis man vrider den.
HP har samtidig udviklet en teknologi, der gør det muligt at fremstille den nye skærm på en rulle. En produktionsproces som er meget billigere end at fremstille fleksible skærme i ark.
- Fleksible elektroniske skærme vil spille en meget stor rolle i elektronikindustrien fremover, da de vil blive brugt i en helt ny generation af bærbare enheder, herunder elektroniske bøger, elektroniske aviser og lignede mobile produkter. Derfor er denne nye produktionsmetode banebrydende for fremstilling af billige fleksible skærme, siger Henrik Kirkeskov, kommunikationschef hos HP Danmark.
Den nye skærm bruger mindre energi og er miljøvenlig, da den består af op til 90 % mindre materiale målt i volumen sammenlignet med de LCD-paneler, man bruger i dag.
Hidtil har skærme været blandt de dyreste komponenter inden for elektronikindustrien. Hvis den nye skærmtype sættes i masseproduktion forventer HP, at den vil billiggøre de samlede udgifter til bærbare pc’er, smartphones og andre elektroniske enheder væsentligt.
Analytikere forventer, at markedet for fleksible skærme vil vokse fra 80 mio. dollar i 2007 til hele 2,8 mia. dollar i 2013.
Kilde: HP - http://www.hp.dk