Droner og satellitter i polarforskning
Teknologiske muligheder, droner og satellitter er på dagsordenen ved Polarforskningskonferencen 2016
Strategien blev præsenteret på årets polarforskningskonference, som i disse dage afholdes på DTU.
På Grønland har DTU længe været engageret i mange felter. Fra opmålings- og monitoreringsopgaver samt forskning i eksempelvis klimaændringer, maritime ressourcer til arktisk teknologi. Universitetets forskere har blandt andet udviklet teknologier, der understøtter byggeri af lufthavne i Grønland, bæredygtigt fiskeri og forbedring af satellit-navigation tilpasset arktiske forhold.
Droner, satellitter og andre nye platforme i polarforskning
Polarforskningskonferencen har i år fokus på de nye strategiske rammer og teknologiske muligheder. Tidligere på året har Danmark både fået en strategi for rummet og en strategi for droner, og sammen med den nye strategi for arktisk forskning er det oplagt at sætte fokus på, hvordan de nye rammer og teknologiske platforme kan understøtte polarforskningen på tværs af forskningsfelter og fagområder.
- På konferencen præsenteres flere forskningsprojekter, eksempelvis et DTU-ledet projekt om ny avanceret drone-teknologi, der i fremtiden skal bruges både til opmålings- og monitoreringsopgaver under de barske arktiske forhold, men også til forskningsprojekter og projekter, som studerende på de arktiske uddannelser deltager i, siger Niels Andersen og fortsætter:
- Derudover vil anbefalingerne fra DTU’s rapport ’Satellitter og droner i Arktis - multiuse af en rumbaseret infrastruktur’ om at anvende satellitter og droner i Arktis som grundstammen i en fælles infrastruktur for såvel civilsamfundet som forsvaret i Arktis blive diskuteret.
Du kan finde ”Strategi for forskning og uddannelse vedrørende Arktis” på Uddannelses- og Forskningsministeriets hjemmeside.