Science fiction-fantastisk hørehjælp
Nyt forskningscenter har vilde planer for fremtidens hørehjælp med en kombination af gadgets, avanceret signalbehandling og trådløs teknologi
Ambitionen er resultater, som inden for de kommende 5-10 år kan vende op og ned på hørehæmmedes hverdag.
Traditionelt har høreapparater bestået af en mikrofon, som indfanger, forbedrer og forstærker lyd og tale fra omgivelserne, så brugeren kan høre den. Fremtidens mere effektive løsning bliver et sofistikeret samspil mellem forskellige apparater og sensorer, som kommunikerer indbyrdes via trådløs teknologi og automatisk indretter sig efter brugerens behov i en given situation.
- Fremtidens høreapparat vil i langt højere grad end nu udveksle informationer med andre elektroniske apparater. Fx smartphones, smart watches og computere. Det betyder, at vi også kan bruge de eksterne enheders sensorer og processorkraft. Vi forestiller os, at fremtidens høreapparat-system udnytter alle forhåndenværende ressourcer og på et møde fx automatisk kan få overført lyd fra en smartphone eller laptop, der tilfældigvis ligger på bordet foran dén, der taler, så brugeren får et renset signal uden baggrundsstøj eller rumklang direkte i ørerne, forklarer Jan Østergaard.
Bedre algoritmer
Centret skal også arbejde på at forbedre de algoritmer, som analyserer lyden og isolerer vigtige dele af den ud fra en vurdering af, hvad der er relevant for brugeren i en given situation. Et tredje indsatsområde bliver at udnytte nye sensorteknologier til at aflæse brugernes behov ud fra kroppens signaler. Det kan fx ske på baggrund af hjertelyde og puls samt ved at registrere bevægelsesmønstre og hovedretning med accelerometer og gyroskop, som også kendes fra moderne smartphones.
Teknologierne er ikke kun relevante i høreapparat-industrien. Forskningsmæssige gennembrud vil også være nyttige for virksomheder, der beskæftiger sig med lydteknologi til fx hovedtelefoner, telekonferencer og måleudstyr. Aalborg Universitet og Oticon er derfor åbne for at tage flere samarbejdspartnere med i centret hen ad vejen.
- Samtidig med at vi intensiverer vores forskning på området, har vi et mål om at sikre uddannelse af flere ingeniører og forskere, så de får en baggrund, der matcher den danske lydindustri og høreapparatbranches fremtidige behov, siger centerleder Jan Østergaard.
Fakta
• CASPR (Centre for Acoustic Signal Processing Research) ved Aalborg Universitet er sikret et budget på godt 20 millioner kroner over de næste fem år, bl.a. takket være støtte fra Oticon Fonden.
• CASPR bliver forankret i sektionen for Signal and Information Processing (SIP).
• Med i centret er fra start Oticon og Aalborg Universitets Institut for Elektroniske Systemer.
• CASPR (Centre for Acoustic Signal Processing Research) ved Aalborg Universitet er sikret et budget på godt 20 millioner kroner over de næste fem år, bl.a. takket være støtte fra Oticon Fonden.
• CASPR bliver forankret i sektionen for Signal and Information Processing (SIP).
• Med i centret er fra start Oticon og Aalborg Universitets Institut for Elektroniske Systemer.