23948sdkhjf

Siemens og Kamstrup går sammen om målerløsning

Siemens leverer det batteridrevne vandur, der bliver en del af Kamstrups nye målerløsning til vandindustrien
De fleste kommunale vandforsyninger er spredt ud over et stort geografisk område, og det giver udfordringer, når det handler om at overvåge drikkevandets flow.

Det forsøger Kamstrup og Siemens nu at løse i fællesskab med en løsning, der er bygget op om det elektroniske og batteridrevne vandur MAG 8000, som er typegodkendt til brug ved afregning. Vanduret er blevet udstyret med antenne, printkort og et modul, som får vanduret til at opføre sig som en Kamstrup vandmåler, og dermed kan det industrielle vandur integreres i Kam­strups READy system.

Batteri giver muligheder
Siemens præsenterede både vandur og det nye samarbejde med Kamstrup på VandTek-messen, og ifølge produktchef Henrik Skibsted fra Siemens vil der være brug for vanduret rigtig mange steder i forsyningsnettet. Ikke mindst fordi det er batteridrevet og kan opsamle data via mobilnettet og dermed giver nogle helt nye muligheder for overvågning af vandets flow.

- Vi har eksempelvis en case med to kommuner, som deler drikkevandet og kobler forsyningen sammen på et sted langt væk fra en strømforsyning. Faktisk sker sammenkoblingen ude i en skov, og derfor har de valgt et batteridrevet vandur, så de kan se, hvor meget vand, der er blevet delt, forklarer han.

Og batteriet har lang holdbarhed.
- Batteriet varer seks år ved registrering fire gange i minuttet, hvilket er rigeligt til at opnå et korrekt resultat. Om du måler fire gange i minuttet eller hvert sekund, opnår du samme slutværdi i en normal vandforsyning, forklarer Henrik Skibsted.

Han vurderer, at samarbejdet med Kamstrup er et eksempel på Siemens’ motto om "Smart og sikker brug af data". Og det er langt fra kun Kamstrup, der kan bruge det batteridrevne vandur.

- Det kunne være et vandværk eller en system-integrator, der købte vanduret, det kan man sagtens forestille sig, siger Henrik Skibsted.

Magnetisk måling
Siemens MAG 8000 er en magnetisk induktiv flowmåler, hvor måleprincippet er baseret på Faradays lov om induktion. Loven siger i grove træk, at hvis en leder bevæges igennem et magnetfelt, vil der vinkelret på lederens bevægelsesretning blive induceret en spænding.

Denne spænding er ligefrem proportional med hastigheden på mediet. I den magnetiske flowmåler fra Siemens er det vandet, der er lederen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078