23948sdkhjf

Insourcing rykker i Weibels regnskabsbøger

Den Allerød-baserede producent og udvikler af doppler-radarer, Weibel Scientific, har fortsat sin stabile vækst i regnskabsåret 2015/2016. Det kan firmaet særligt takke insourcing af produktionen og salg af flere overvågningsradarer til Indonesien.

Insourcing til produktionsfaciliteterne i Allerød sikrer, at virksomheden udvikler værdifuld viden om og kontrol med alle produktets delkomponenter. Det betyder, at den lokale virksomhed kan konkurrere med de allerstørste radarproducenter i verden.

- Vi er en lokal og samtidig meget global virksomhed. Vores udvikling og produktion ligger i Allerød, hvor vi har styr på hver eneste lille detalje i hver enkelt radar. Det sikrer fuld kontrol over kvaliteten af det færdige produkt, giver de bedste vilkår for innovation og skaber danske arbejdspladser. Og det har vist sig at være en bedre forretning end at lægge det ud til underleverandører, siger administrerende direktør Peder R. Pedersen, Weibel Scientific.

Weibel Scientific er vokset fra 37 medarbejdere til over 100 på fem år og har hele tiden brug for endnu mere højtspecialiseret arbejdskraft, både til udvikling og produktion.

Stort potentiale i ny radar
I løbet af det seneste år har Weibel Scientific leveret to nye radarer til det indonesiske forsvar – de første radarer i verden, som kombinerer overvågning med højpræcisions-tracking. De to radarer er de første af flere, det indonesiske forsvar skal bruge til at overvåge luftrummet over strategisk vigtige ø-grupper. De nye radarer er en videreudvikling af en type, Weibel tidligere har solgt til NASA og til det italienske forsvar.

- Med leveringerne til det indonesiske forsvar er vi kommet i mål med en ny teknologi, der er i høj kurs på verdensmarkedet. Det er en markant udvidelse af produktporteføljen, som repræsenterer et stort vækstpotentiale for Weibel, siger Peder R. Pedersen.

Blåstemplet som leverandør til missilforsvar
Weibel Scientific er også mere klar end nogensinde til at levere radarer, som NATO har brug for til missilforsvaret. Netop radarer til missilforsvar er et forretningsområde, som firmaet har satset meget på at udvikle i det forgangne regnskabsår. Og i efteråret 2015 indgik Weibel Scientific et strategisk samarbejde med amerikanske Lockheed Martin - en blåstempling af firmaet som leverandør til missilforsvar.

- Vores radar kan noget, ingen andre radarer kan, til den pris og er særdeles velegnet til missilforsvar. Et af de største mål for Weibel i de kommende år er at få lov til at levere vores markedsledende og danskproducerede radarer som en del af Danmarks bidrag til NATOs missilforsvar, siger Peder R. Pedersen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078