23948sdkhjf

GN Store Nord taber nyt slag ved tysk domstol

Efter en høring i går i den tyske appeldomstol (Oberlandesgericht) i Düsseldorf, modtog GN torsdag en afgørelse, der bekræfter det tyske Bundeskartellamts beslutning om at nedlægge forbud mod salget af GN ReSound til Sonova.
Det tyske forbud mod transaktionen blokerer effektivt for enhver transaktion, der ville involvere større aktører inden for høreapparatbranchen.

Da GN har en andel på ca. 8 % af det tyske marked for høreapparater, og da under 5 % af virksomhedens høreapparatomsætning stammer fra Tyskland, mener GN ikke, at de tyske myndigheder er i en position, hvor de kan forbyde transaktionen. Desuden mener GN, at den pakke, der oprindeligt blev foreslået, i tilstrækkelig grad imødekom Bundeskartellamts betænkeligheder.

GN er skuffet over afgørelsen og er uenig i de synspunkter, dommerne udtrykte ved høringen. Den fuldt begrundede afgørelse vil først være tilgængelig om adskillige uger. GN vil herefter analysere den skriftlige afgørelse og vil højst sandsynligt appellere den til den tyske højesteret.

GN indgik den 2. oktober 2006 en aftale om at sælge GN ReSound til Sonova for en samlet kontant pris på 15,5 mia. kr. på nettogældsfri basis. Aftalen var betinget af konkurrencemyndighedernes godkendelse i en række lande.

De tyske konkurrencemyndigheder udtrykte i marts 2007 betænkeligheder ved det aftalte salg af GN ReSound i relation til den fremtidige konkurrencesituation. GN og Sonova forsøgte at imødekomme Bundeskartellamts betænkeligheder og tilbød en omfattende pakke til afhjælpning heraf, bestående af blandt andet begrænsning af GN's tilstedeværelse på det tyske marked, herunder frasalg af nogle R&D-, produktions- og globale distributionsaktiviteter, samt at opgive deltagelsen i en række brancheorganisationer i og uden for Tyskland.

Til trods for dette besluttede Bundeskartellamt i april 2007 at forbyde transaktionen med den begrundelse, at man mener, at transaktionen vil medføre kollektiv markedsdominans for Siemens, Sonova og William Demant Holding på det tyske marked for høreapparater. Bundeskartellamt bemærkede, at man ikke så noget tiltag, der i tilstrækkelig grad kunne afhjælpe dets betænkeligheder.

Ligesom GN, appellerede også Sonova til den kompetente domstol, Oberlandesgericht i Düsseldorf. Begge appeller blev afvist i dag.

Kilde: Københavns Fondsbørs

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094