23948sdkhjf

Første salg for Odense-iværksætter

Selvom robotfirmaet Nordbo Systems’ fleksible pakke-robot først er salgsklar om en måned, er de først aftaler allerede underskrevet
Nordbo Systems har allerede solgt de to først eksemplarer af samlerobotten Nordbo Cube. Samtidig har de fået ordrer på yderligere tre, fortæller Leo Zhou, der sammen med Lukasz Zymla står bag robotiværksætterfirmaet i Odense.

- Vi har solgt dem til en maskinbygger, som integrerer robotten i deres eksisterende linje. De kan se konceptet som noget tidsbesparende, når de skal bygge en maskine. De kan tage en Cube og pusle den ind i deres design, siger Leo Zhou til Electronic Supply.

Han glæder sig over, at det unge firma hermed rammer en bredere kundekreds til robotten i form af både maskinbyggere og slutbrugere.

Var klar på bare 20 minutter
Ordrerne er tikket ind, selvom Nordbo Cube ikke er klar til salg endnu og efter atl at dømme først bliver det engang i november.

I november skal den fleksible pakke-robot også tilbage til slikproduktionen Toms i Ballerup. Her var robotten indtil for nyligt på et halvanden måneds testophold. Et særdeles succesfuldt ophold.

- Field testen gik rigtig godt. Den blev kørt ind med en palleløfter, efter 20 minutter og et par små justeringer så kører den bare, siger Leo Zhou.

Planen var ifølge Leo Zhou, at der skulle afsættes en hel eftermiddag til at installere robot-kuben, så den kunne komme i gang dagen efter. Men det tog bare 20 minutter at sætte systemet op og få det til at køre i en eksisterende produktlinje.

- Vi skulle bare justere båndhøjde og lære pakkemønstre. Normalt skal man ind og kode, men med vores system skal man bare tage robotten hånden og lærer den et pakkemønster, forklarer Leo Zhou.

Toms forventer køb
Hos Toms er de også meget tilfredse med testforløbet.

- Hvad angår formålet, som er at få øget fleksibilitet i produktionen, har robotten klaret det rigtig godt. Faktisk så godt, at det har ansporet os til at tænke nyt på andre produktlinjer også – fx de mere sæsonbetonede produkter, hvor robotcellen kan sættes ind i en periode og omprogrammeres til en ny pakkelinje. Vi har fået vores egen brugerflade, som vi selv kan betjene – det kunne vi ikke før, så det er selvfølgelig også en fordel for os, siger Ole Viemose Larsen, teknisk projektleder hos Toms Group.

Nu skal robotten så snart tilbage til produktionen på slikfabrikken.

- Og så skal der testes igen - måske også på ikke-emballerede produkter, som kræver lidt mere i forhold til regler om håndtering af fødevarer. I sidste ende er det vores forventning, at samarbejdet fører til ordrer fra vores side, siger Ole Viemose Larsen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096