23948sdkhjf

Ingen kender fremtidens robotter

Hvordan ser industrirobotter ud om 10 år? Automatik 2016 gav ikke et præcist svar, men konferencen arrangeret af Maskinsikkerhed og DIRA forsøgte at kigge ind i fremtiden.
Det vrimlede med indbydende overskrifter i det omfattende konferenceprogram på årets Automatikmesse i Brøndby.

Og Electronic Supply fik blandt andet lyst til at høre mere om Fremtidens industrirobotter - og ikke mindst få et bud på, hvordan de ser ud om 5-10 år.

Konferencen var arrangeret af DIRA og Maskinsikkerhed ApS, og med 80 fremmødte var der stor tilslutning. Indlæggene blev leveret af professor Ole Madsen fra Aalborg Universitet, Hans Morten Henriksen fra Maskinsikkerhed ApS, Lars M. Andersen fra Sick, Søren Reeslev fra Kuka, Casper Hansen fra Technicon og Søren Peter Johansen fra DIRA.

Lad os afsløre med det samme, at sidstnævnte spørgsmål er utroligt svært at svare på. I hvert fald hvis man søger svar på, hvad den næste game changer er for industrien, når det handler om robotter og måden, vi bruger robotterne på.

- Der kommer til at ske rigtig meget, og på et tidspunkt vil vi nok sige, at udviklingen før 2016 var kedelig, spåede professor Ole Madsen fra Aalborg Universitet under konferencen.

Han er nemlig sikker på, vi kun har set begyndelsen på industriens brug af robotter, men han aner ikke, hvad der kommer.

- Vi står foran et paradigmeskift, hvor vi ikke rigtig kender fremtiden, når det handler om robotter, sagde han til den velbesøgte robotkonference.

Droner og intelligens
Mens Ole Madsen lynhurtigt udspillede sin egen rolle som spåmand, så havde han alligevel en lang række betragtninger at byde ind med.

For i løbet af de næste 10 år kommer der til at ske det, at vi får billigere robotter og flere samarbejdende robotter. Samtidig vil robotterne øge den hastighed, der flere steder er for lav og dermed en stopklods. Og så vil vi styrke dialogen med robotterne, så de kan opsamle egne erfaringer og udnytte dem i produktionslokalet.

- Robotterne bliver klogere, de kan lære, forudsige og planlægge. Derudover sker der utrolig meget på området for mobile robotter, sagde Ole Madsen, som også forventer sig utrolig meget af den droneteknologi, som lige nu er i rivende udvikling.

Professoren forventer, at vi inden for de næste 10 år begynder at bruge droner til produktion og til inspektion, og vi vil også se droner, der monterer og plukker.

- I industrien er der rigtig mange, der mangler kvadratmeter, men vi har masser af kubikmeter, og det vil vi komme til at udnytte. Jeg tror også, vi vil se droner samle det færdige produkt for enden af produktionslinjen til videre levering, sagde professoren.

Flere mobile robotter
At robotterne bliver mere og mere mobile blev bekræftet af Kim Reeslev, der er landechef for Kuka.

- Vi ser klart en tendens til, at robotterne bliver mobile, sagde han og fremviste nogle af de yderst kraftige løsninger, som Kuka står bag.

- Kunderne mangler tid, og det hjælper vi med at finde. Næste skridt bliver robotter, som kan tænke selv, sagde Kim Reeslev.

Tilfredse arrangører
Fra arrangørside var der tilfredshed med messen.

- 80 deltagere på en travl messe er altså fornemt; og flere gav udtryk for, at det var det arrangement, de var kommet for, siger medarrangør Hans Morten Henriksen, Maskinsikkerhed ApS.

DIRA og Maskinsikkerhed ApS planlægger et lignende arrangement på HI17, der er fra 3. til 5. oktober 2017.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078