23948sdkhjf

Her er vinderen af Next Step Challenge

Otte måneders hårdt arbejde kulminerede, da vinderen af den højteknologiske iværksætterkonkurrence blev kåret
Mikrofonernes svar på Go Pro. Sådan beskrives vinderen af dette års udgave af iværksætterkonkurrencen Next Step Challenge, amerikanske firma Instamic.

Kort fortalt gælder Instamic højkvalitets lydoptagelser for alle, overalt og ekstremt brugervenligt. Instamic leverer ifølge iværksætterkonkurrencen den første wireless & wearable mikrofon der kan optage og streame lyd i høj kvalitet on the go, som er simpel at betjene og som kan anvendes under alle vejrforhold. Firmaets produkt henvender sig dermed til et stort marked, der vurderes at have markant vækstpotentiale.

- Det har været en svær beslutning for det samlede dommerpanel, for konkurrencen bugner af talent – talent med utrolige idéer og innovative bud på fremtidens teknologier, som kan udvikles her i Danmark. Instamic løber med førstepræmien, fordi deres løsning digitaliserer og revolutionerer en hel branche. Under forløbet har de udviklet deres teknologi og tiltrukket mange nye kunder, og vi ser et enormt potentiale, siger direktør for Accelerace og en del af dommerpanelet i konkurrencen, Peter Torstensen.

Knyttes til Danmark
Det var et enigt selection board som sikrede virksomheden titlen som vinder af Next Step Challenge 2016 og hovedpræmien på knapt to millioner kroner.

- Det var ekstremt tæt løb i år, men Instamic udmærkede sig på flere områder. De er markedsparate, deres produktion er allerede for længst i gang og de har identificeret et klart problem i markedet. At de så også i lige præcis Danmark flettes ind i et netværk med lydudvikling i absolut verdensklasse og her får muligheden for at optimere deres produkt og forretning til perfektion, spillede selvfølgelig også ind, forklarer Søren Bech, direktør research hos Bang & Olufsen, om kåringen.

Sætter fart på iværksætteriet
13 lovende iværksættervirksomheder fra lande som USA, Irland, Spanien, Rusland, Polen, Frankrig og Danmark har de sidste seks måneder boet i Next Step Challenge iværksætterhusene i Esbjerg og Holstebro, hvor de har deltaget i et intenst vækstforløb. De og deres innovative produkter slap nemlig gennem nåleøjet blandt de mere end 360 ansøgere i konkurrencen for iværksættere i hele verden.

Flere af finalisterne har nu planer om at blive boende i Danmark og udvikle deres forretning. Vinderen af sidste års konkurrence, indiske TableGrabber er blevet i Esbjerg.

For at trække endnu flere virksomheder til Danmark og skabe bedre vilkår for de danske startups, flyder Next Step Challenge konceptet nu ind under Scale-Up Denmark paraplyen og bliver en del af det landsdækkende kæmpe projekt med 10 elitecentre fordelt i alle landets regioner.

Next Step Challenge er arrangeret af SE i samarbejde med Region Syddanmark, Accelerace, Færchfonden og Bang & Olufsen a/s. Ambitionen bag konkurrencen er at give næring til innovation i lokalområderne og trække talentfulde iværksættere fra hele verden til Danmark.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.065