23948sdkhjf

Oticon-direktør om fyringer: Ikke en god dag

- Det er klart, at i dag er vi alle kede af det og frustrerede. Det er ikke nogen god dag for nogen af os, siger Oticon-direktør, Søren Nielsen, til TV Midtvest.

Den administrerende direktør i Oticon, Søren Nielsen, tog onsdag morgen turen til Thisted for at overbringe de lidt over 200 medarbejdere beskeden om, at deres fremtid ikke bliver på DGS - bedre kendt som Oticon - i Thisted.

- Vi vil gerne sikre, at vi er den mest konkurrencedygtige virksomhed på den lange bane. Derfor lukker vi afdelingen i Thisted med udgangen af 2018.

Bevidst tidlig udmelding
Når meldingen om lukningen kommer allerede nu, så er det helt bevidst fra ledelsens side.

- Vi har med udmeldingen i dag skabt det længst mulige rum for, at vi alle sammen kan finde ud af, hvordan vi kommer videre herfra, lyder det fra Søren Nielsen til TV Midtvest.

Han lægger ikke skjul på, at det har været en svær beslutning.

- Vi har nogle meget dygtige og stolte medarbejdere, og de er selvfølgelig kede af det. Men jeg oplever, at de hjælper og støtter hinanden på bedst mulig vis, siger han til TV Midtvest.

For store til Thisted
Oticon og William Demant Holding, der som holdingselskab ejer virksomheden, vil ifølge Søren Nielsen gøre meget for at hjælpe medarbejderne videre på bedst mulig vis.

- Det skal vi nu til at finde ud af, hvad det præcist er. Vi skal i dialog med fagbevægelsen og medarbejderrepræsentanterne.

Når Oticon lukker afdelingen i Thisted i 2018, så sker det efter 47 år på bagen som virksomhed i den nordvestjyske landsdel.

Men virksomheden har de sidste mange år reduceret deres aktiviteter i Thisted og rykket mere og mere af produktionen til Polen.

- Vi er vokset meget og er blevet næsten dobbelt så store alene de sidste fem år. Den vækst kunne vi ikke håndtere i Thisted. Og derfor rykkede vi store dele til Polen, og nu er det altså nødvendigt at samle det hele dernede.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.074