23948sdkhjf

DIS Group investerer i kollega

Den østjyske ingeniørvirksomhed har købt 20 procent af aktiverne i Uni Consulting.
DIS Group Holding, der blandt andet ejer DIS (Dansk IngeniørService), har overtaget 20 procent af aktierne i konsulentvirksomheden Uni Consulting. Kapitaltilførslen sker som et led i en konsolidering af det strategiske samarbejde, som de to virksomheder allerede har etableret igennem det seneste år.

De to virksomheder vil fortsat drive hver deres forretning fuldstændig adskilt og mener, at det er sundt, at de konkurrerer på enkelte overlappende områder.

- Set udefra kunne det betragtes som to konkurrerende virksomheder, der slår pjalterne sammen, men vi er to meget forskellige virksomheder, og det skal vi blive ved med at være, udtaler Søren Bunk, direktør og partner i DIS.

- Vi har aldrig betragtet hinanden som konkurrenter, men har gennem en længere periode haft stor gavn af at udnytte hinandens stærke sider og de forskellige samarbejdsformer, vi tilbyder til vores kunder, fortsætter han.

DIS tilbyder konsulentydelser samt løsning af komplekse, tekniske opgaver, ofte med et stort indhold af innovation. Derudover leverer DIS turnkey-løsninger, typisk til automatiseret produktion. Uni Consultings fokus er primært at kunne tilbyde konsulenter, der arbejder onsite hos kunden. Konsulenterne kan være ansatte i Uni Consulting eller komme fra et stort netværk af samarbejdspartnere.

- Jeg tror, at nogle kunder vil finde værdi i det, som vi kan i Uni Consulting, og andre vil finde det hos DIS. I bund og grund bør det være det konkrete behov, som afgør, om den ene eller den anden løsning er interessant, udtaler direktør i Uni Consulting, Tommy Both Juul.

For Uni Consulting vil der ikke være den store forskel i dagligdagen, udover at få en kapitalpartner i ryggen og noget konkret erfaring i bestyrelseslokalet. Til gengæld viser det ifølge parterne en stærk tro på Uni Consultings vækstplaner, som omfatter en ambitiøs stigning i aktiviteterne på over 30 procent årligt de næste tre år.

- Der er en stigende efterspørgsel efter fleksible kompetencer inden for de tekniske discipliner. Det er netop det, der er vores styrke, siger Tommy Both Juul.

- Med DIS Group i ryggen får vi erfaring og styrke til at sikre væksten og skabe trygge rammer for mange nye medarbejdere i den kommende fremtid. Netop tiltrækningen af kvalificeret arbejdskraft er den store udfordring for den danske industri, specielt inden for ingeniør- og teknikerfagene. Derfor har vi et stort fokus på at skabe en attraktiv arbejdsplads for denne type medarbejdere, som samtidig trives med afvekslende opgaver, slutter Tommy Both Juul.

Tommy Both Juul har været direktør i Uni Consulting siden 2014 og har løftet virksomheden fra at levere studerende som fleksibel arbejdskraft til industrien til i perioden at have beskæftiget mere end 40 konsulenter, der løser opgaver for danske industrivirksomheder i hele landet, og har kunder som blandt andet Carlsberg, Maersk Container Industry samt aktører i vindmøllebranchen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095