Terma trykker hånd på kampfly-samarbejde
Terma og Lockheed Martin bekræfter muligheder for, at Terma skal producere yderligere komponenter til F-35 Joint Strike Fighter
Administrerende direktør i Terma Jens Maaløe og Lockheed Martins Aeronautics Executive Vice President Orlando Carvalho var til stede ved en ceremoniel bekræftelse af aftalen, der sikrer fortsættelsen af de eksisterende muligheder for Terma, når det kommer til at levere komposit og montage-arbejde for F-35.
- Vores håndtryk i dag er et stærkt bevis på mange års tæt samarbejde på forskellige platforme og programmer, ikke mindst på Danmarks nuværende og kommende kampfly, F-16 og F-32. For nuværende har vi igangsat et omfattende investerings-program på vores danske fabrikker, så vi kan sikre og udvikle vores solide og pålidelige teknologi-base for vores fremtidige involvering i programmet, siger Jens Maaløe.
Terma indgik i 2013 en længerevarende aftale med Lockheed Marting om produktion af komposit og montage for alle varianter af F-35. Derudover har man underskrevet yderligere aftaler om arbejde på F-35 med Northrop Grumman Corporation, BAE Systems, General Dynamics og Marvin Engineering.
Terma har samarbejdet med Lockheed Martin siden 1976 om F-16 og siden 2000 som partner på F-35.
- Danmark er en essentiel partner i fremstillingen af F-35, såvel som udvikling og vedligeholdelse, og står for produktionen af dele og komponenter til fremstilling af mere end 3000 fly, siger Orlando Carvalho.
- I dag er flere end 180 F-35'ere på vingerne, og hvert fly vil have danske dele og sikre Danmarks nationale sikkerhed årtier ud i fremtiden.
Termas involvering i F-35 har siden 2002 udgjort otte forskellige produktions-programmer med avancerede strukturelle komposit-dele og elektronik. Dansk industri har til dato modtaget ordrer for over 325 millioner dollars.