Kom trygt over i industri 4.0
Non-profit organisationen Smart Industry Forum vil gøre overgangen til industri 4.0 lettere for industrivirksomheder. Netværket blev kickstartet til Smart Industry Forum i juni.
Over to dage satte konferencen spot på den fjerde industrielle revolution, og hvad den kommer til at betyde for nordeuropæiske fremstillingsvirksomheder. På førstedagen kredsede programmet om begrebet industri 4.0, mens andendagen var mere praktisk anlagt.
- Vi vil ikke bare blive klogere på, hvad den fjerde industrielle revolution er, men også hvad virksomheder konkret kan gøre for at fremtidssikre produktionen. Fremtiden er svær at forudsige med sikkerhed, og derfor er det også svært at forudsige, hvad Smart Industry Forum skal udvikle sig til. Vi er først lige startet på rejsen, siger Heinz Gassner, direktør i Smart Industry Forum.
Fremtiden er platforme
En af konferencens hovedtalere var Frank Piller, professor i innovation ved RWTH Aachen University i Tyskland. Han understregede, at innovation og industri 4.0 ikke kun er for Google og andre globale tech-virksomheder.
- Man behøver ikke udvikle spritnye produkter, som aldrig er set før. Mens Google fortsat knokler med at lave fuldstændigt selv-kørende biler, så har Audi videreudviklet deres eksisterende teknologi, så de nu har en 80 procent selvkørende bil. Det viser, at Detroit godt kan slå Silicon Valley på udvikling. Man behøver ikke være nummer ét i branchen, for at skabe udvikling og innovation, siger Frank Piller.
Og når man har sat gang i udvikling af nye produkter, så husk at tænk e platformsbaseret. I fremtiden skal mange virksomheder lære, at man ikke kan være alene om udvikling af ens produkt. Andre virksomheder må gerne bidrage med applikationer der beriger produktet.
- Fremtidens forretningsmodeller bliver platformsbaserede og ikke selvstændige stand-alone produkter. Apple kommer til at leve af apps og ikke at fremstille telefoner. Det tror jeg også vil ske i industrien, siger Frank Piller.
Fremover bliver der afholdt en årligt konference, og på sigt er tankerne at udvide Smart Industry Forum til også at udføre konsulentarbejde.
- Vi har ikke kun fokus på teknologi, men også forretningsmodellen bag. Det er i krydsfeltet mellem mennesker, proces og teknologi, at innovationen virkelig folder sig ud, siger Heinz Grassner.
Det er B & R Automation, der står bag Smart Industry Forum sammen med en række partnere, blandt andet danske Secomea og Sesam World.