23948sdkhjf

Risø DTU med i nyt europæisk energisamarbejde

Ti førende europæiske forskningsinstitutioner, her iblandt Risø DTU, har den 27. oktober 2008 i forbindelse med den første europæiske konference om Low Carbon Technologies i Paris underskrevet en hensigtserklæring om at opbygge European Energy Research Alliance (EERA).
Hensigtserklæringen er udtryk for de ti nationallaboratoriers vilje til at arbejde tæt sammen om at nå målene om væsentlige CO2-reduktioner, formuleret i EU´s Strategic Energy Technology (SET) plan der er konferencens fokus.

EERA´s primære fokus er at accelerere den strategiske og målrettede udvikling af bæredygtige energiteknologier, som blandt andet omfatter vind- og solenergi, biobrændsel og brændselsceller. Med forsknings- og udviklingsmidler på over 1,3 mia. euro årligt har EERA-parterne betydelige kræfter at lægge bag fælles initiativer. Samarbejdet vil koordinere aktuelle indsatser, tage nye fælles initiativer og dele og udvikle forskningsfaciliteter i verdensklasse.

- EERA’s planlagte indsatsområder matcher Risøs forskningsområder særdeles godt. Risø er førende inden for netop vindenergi og en betydelig aktør inden for stort set alle de øvrige bæredygtige energiteknologier som EERA planlægger at samarbejde om, siger Henrik Bindslev, Direktør for Risø DTU.

Med start allerede i 2008 vil EERA-parterne arrangere workshops inden for de respektive områder for i samarbejde med andre væsentlige aktører at diskutere nye indsatsområder og muligheder for koordinering af forskningsprogrammer.

Udover Risø DTU deltager forskningsinstitutioner fra Finland, Frankrig, Tyskland, Grækenland, Italien, Holland, Portugal, Spanien og UK i samarbejdet. Samarbejdet begrænser sig i fremtiden ikke kun til de ti institutioner, der har grundlagt EERA. Andre stærke europæiske forskningsinstitutioner inden for energiforskningen vil blive inviteret med i de samarbejdsprogrammer, der forventes etableret i 2009 og de kommende år.

Kilde: DTU - http://www.dtu.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126