Avanceret teknologi sikrer fremtidens drikkevand
Start-up virksomheden BlueSense Diagnostics har udviklet en metode, som hurtigt, nemt og billigt kan identificere E.coli i drikkevand. Eksportpotentialet er stort.
Det dokumenterer et forskeningsprojekt, BluSense Diagnostics har gennemført sammen med partnerne Kalundborg Forsyning og Institut for Mikro- og Nanoteknologi på DTU. Projektet, der netop er afsluttet, har modtaget økonomisk støtte fra VTU-Fonden.
- Tid er et afgørende faktum, når det handler om forurening af vores allesammens drikkevand. Med vores metode kan vandværket teste drikkevanden for E.coli og få svar på stedet i løbet af 30 minutter. Den nanoteknologiske metode er så avanceret, at den er enkel at bruge. Kravet til teknikeren på vandværket er, at han kan fylde få dråber vand ned i en chip, sætte den ned i apparatet og trykke på en knap, siger Leif Helth Jensen, der er arbejdende bestyrelsesformand i BluSense Diagnostics.
Virksomheden, der udspringer af DTU Nanotech, har udviklet et system, der består af et håndholdt apparat og en engangschip, der foretager selve analysen. Kernen i BluSense Diagnostics teknologi er baseret på en følsom, enkel og skalerbar udlæsningsmetode, der bygger på optisk detektering af nanopartiklers rotation.
Internationalt potentiale
Hos 3Vand, der består af Aarhus Vand, Vandcenter Syd, hovedstadens forsyning Hofor og hovedstadens rensningsanlæg Biofos, er man ikke i tvivl om perspektiverne i BluSense Diagnostics forskningsprojekt. Det har internationalt potentiale - og ikke bare inden for vandsektoren, lyder vurderingen.
- Der er ingen tvivl om, at der er stort potentiale i den løsning, BluSense Diagnostics har udviklet. Drikkevand er kun begyndelsen, men der er mange andre brancher - for eksempel i medicinal og fødevaresektoren - der kan bruge løsningen, siger Rikke Hansen, der koordinerer den fælles teknologiudvikling i 3Vand.
Automatisering er næste skridt
BluSense Diagnostics har sammen med nordjyske Amphi-Bac søgt midler hos Miljø- og Fødevareministeriets Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram, så man kan gennemføre næste fase, hvor analysemetoden forfines og automatiseres.
- I næste fase bliver metoden automatiseret. Dermed bliver det muligt at fjernbetjene analyserne og sende resultaterne tilbage via trådløst internet. Det giver nogle væsentligt bedre muligheder for at opdage E.coli i tide og helt undgå forurening. Det er ikke kun attraktivt for borgerne men også for f.eks. medicinalindustrien, der er afhængig af 100 pct. rent vand til deres produktion, siger Leif Helth Jensen.
Forventningen er, at man - hvis man sætter tempo på processen - kan masseproducere løsningen til markeder i ind- og udland i løbet af halvandet år.