Konkurrenter i specielt samarbejde
Fem maskinleverandører står sammen om at skabe fokus på produktion i Danmark ved årets elektronikmesse, E-16.
De fem virksomheder repræsenterer en stor del af maskinleverandørerne i elektronikbranchen, og selvom de er konkurrenter, har de formået at samarbejde om at sætte fokus på produktion i Danmark.
- Det er helt unikt, at fem maskinleverandører går sammen om to produktionslinjer på denne måde, men det er utrolig vigtigt at sætte fokus på produktion i Danmark. Som messe kan vi selvfølgelig ikke få armene ned over det her samarbejde, som vi bakker 100 procent op om, siger Iben Malling, projektchef for E-16.
Kort fra tanke til handling
Produktionslinjerne er tænkt som en demonstrationsplatform, hvor de besøgende får mulighed for at se et konkret elektronikprodukt blive produceret.
På messens tre dage, 6.-8. september, vil de fem maskinleverandører afholde workshops om kvalitetssikring af produktionsprocessen, og hvordan man undgår voids. Derudover vil der være faglige indlæg om Industri 4.0, trends inden for automatisering samt dispensering vs screentrykning.
Det bliver altså muligt at få den faglige viden fra virksomhederne selv i konferenceområdet, hvorefter de besøgende kan se elementerne på produktionslinjerne med egne øjne.
Produktionslinjerne vil blive sammensat af maskiner, ovne og inspektionsudstyr fra flere leverandører og af flere forskellige fabrikater. Planen er, at linjen vil omfatte screening og dispensering af loddepasta, SPI (solder paste inspection), montage på flere pick’n place maskiner, lodning med bølge eller vapor-phase samt AOI (automatisk optisk inspektion) og forskellige software-løsninger til procesoptimering.