Spilleregler
KLUMME: Hvis I ikke allerede har det, så få regler sat i spil og opdag, hvad de gør ved stemningen og hvor meget ekstra tid I får frigivet.
Et af de få steder, hvor vi mærkeligt nok, ikke har et sæt af spilleregler er på arbejdspladsen. Vi sætter en stor gruppe af forskellige mennesker sammen uden at have nedskrevet hvordan vi gerne vil arbejde sammen og hvordan vi gerne vil være overfor hinanden. Det bliver også kaldt værdisæt, men helt ærligt går vi op i det og lever vi dem – for hvem har besluttet dem?
Som jeg tidligere har nævnt, er vores samfund et produkt af, at vi evner at samarbejde med mennesker, vi ikke kender. Fundamentet for et godt samarbejde ligger i hvilke spilleregler vi sætter op for samarbejdet. Med klare regler, som vi sammen har sat op, bliver det langt lettere at navigere i flokken og komme i mål.
Du kender det, at en ny medarbejder bliver ansat og begynder at spørge hvorfor vi gør, som vi gør. Kan det være tid til at undersøge om det fortsat er hensigtsmæssigt og kommer du i tanke om, at der var engang, hvor du selv spurgte om det samme og intet skete.
Naturligvis kan spilleregler brydes. Jeg er stor tilhænger af, at vi fjerner de regler, som ikke fungerer. Har vi spilleregler, som ikke længere er anvendelige, så få renset ud og få andre ind.
Forestil dig, at en spilleregel er, at du mindst én gang om dagen skal stille et dumt spørgsmål. En spilleregel kan være, at I indenfor 24 timer får en uoverensstemmelse ud af verden ved at du for eksempel henvender dig til den person, som du synes har sagt eller gjort noget, som du ikke synes var i orden.
En anden oplagt er de spilleregler, som vi mangler i åbne kontorlandskaber. Vi går hen til personen, som vi vil i dialog med, fremfor at sidde på vores stol og forstyrre alle ved at råbe eller vi trækker til stille lokale, når vi bliver højlydte i en snak eller diskussion.
Læg mærke til at fokus med spilleregler tvinger os til at formulerer hvad vi gerne vil fremfor hvad vi ikke vil. Det skaber retning og frigiver blandt andet energi, glæde, tillid og tid.
Tidsrøverne
Jeg vil anbefale, at du starter med at kigge på tidsrøverne. Start med de løsthængende frugter, som du kan gøre noget ved og opdag hvilke positiv forskel det giver.
Tal om hvordan I gerne vi arbejde sammen og hvad der er vigtigt for hver især, for at I kan optimere den måde, I arbejder på.
Lad mig give dig nogle få eksempler, hvor du kan sætte spilleregler:
• Brug af mobiltelefoner
• Forberedelse, afholdelse og opfølgning på møder
• Brug af toiletter
• Hvordan vi er sammen i et åbent kontorlandskab
• Hvordan er vi, når vi møder ind/ud på kontoret
• Hvor ofte og hvordan giver vi feedback
Tal om hvad der generer jer og hvad I gerne vil have. Bemærk, at vi er rigtig gode til at sige alt det vi ikke vil, så er tricket er at spørge ”Så hvis du ikke vil det, hvad vil du så?”
Er du leder, vil du opdage, at når du er i tvivl om, hvordan noget bør tackles i forhold til teamet, så tag den letteste vej, spørg teamet. De har helt sikkert et godt svar til dig.
God fornøjelse med spilleregler og sæt i gang!
Lene Fischermann udvikler teams gennem teamcoaching, coaching, workshops og foredrag. Hun har en ledelsesmæssigbaggrund fra salg og marketing i B2B virksomheder, og er uddannet som certificeret NLP Practioner Master samt certificeret Mindjuice Master coach i teamcoaching, kraftfuld kommunikation og i Enneagrammet, uddannet konfliktcoach og mægler samt Mindfulness Practioner. tuning8people.dk