23948sdkhjf

Nye tal sætter spørgsmålstegn ved antallet af kampfly

Der sås ny tvivl om regeringens beregninger om køb af nye kampfly. Tal viser behov for 43 fly i stedet for 27.
Tager man højde for de mest kritiserede forbehold i regeringens udspil til antallet af nye kampfly, får Danmark brug for 43 nye F-35-kampfly og ikke kun de 27, regeringen anbefaler at købe.

I hvert fald hvis de nye fly skal løse de samme opgaver som Flyvevåbnets eksisterende F-16.

De anslåede 43 fly stammer fra nye beregninger, Forsvarsministeriet har lavet som svar på spørgsmål fra den konservative forsvarsordfører, Rasmus Jarlov.

Det skriver fagbladet Ingeniøren, der har fået adgang til de nye beregninger.

Indkøbsprisen på de 43 nye F-35 bliver på 25,7 mia. kr. mod de 20 mia. kr., der er prisen for regeringens forslag. Og levetidsomkostningerne bliver på 70,7 mia. kr., konkluderer Forsvarsministeriet.

Over de seneste uger har regeringens grundlag for indstillingen mødt kritik fra partierne i forsvarsforligskredsen, som skal træffe den endelige beslutning om nye kampfly, skriver Ingeniøren.

Regeringens anslåede behov for 27 kampfly bygger på en antagelse om, at hvert nyt kampfly årligt vil præstere 250 flyvetimer per fly mod de 165 timer om året, som F-16 gennem tiden har leveret.

Tallet er frembragt af konsulenthuset McKinsey, som påpeger, at der endnu ikke er oparbejdet tilstrækkelig operativ erfaring med F-35 til at danne grundlag for vurderingen.

De forventede 250 årlige flyvetimer har fået forsvarsordførere fra både Enhedslisten og regeringens støttepartier Konservative og Dansk Folkeparti til at udtrykke tvivl om gyldigheden i rapporten.

Ifølge tal fra Norge, som hidtil har været skjult, forventer nabolandet, at F-35 kun kan præstere 167 timer årligt. Det viser et svar til Jyllands-Posten fra den norske regering.

Det svarer til, at regeringen i Danmark forventer at kunne vride over 50 procent mere ud af flyene end Norge.

I de nye beregninger, som anbefaler 43 fly, har Forsvarsministeriet derimod taget udgangspunkt i de 167 årlige flyvetimer for F-35 lig det norske forsvar, som også køber F-35.

En anden kritiseret forudsætning for, at antallet af kampfly kan presses ned på 27, er en nedskæring af piloternes træning og færre piloter. Piloternes gennemsnitlige tjenestetid skal også forøges fra 8,5 år til 14 år.

Forsvarsministeriet har i de nye beregninger i stedet benyttet samme arbejdsforhold og tjenesteforløb, som de danske piloter reelt har i dag.

Ministeriet forudsætter også i de nye beregninger at tilføje yderligere fem nye F-35 i løbet af kampflyenes levetid.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063