Siemens Wind Power udvider i Tinglev
Den tyske vindmølleproducent flytter sit servicelager ind i den gamle Mærsk Containerfabrik i Tinglev.
- Det sker, fordi vi satser mere og mere på service med drift og vedligeholdelse af vindmøller. Derfor har vi brug for mere plads, og vi flytter hele vores servicelager til de nye lokaliteter, udtaler Siemens Wind Powers kommunikationschef, Martin Olesen, til Børsen.
Siemens har lejet ejendommen af Kirk Ejendomme over en tiårig periode. Som et led i flytningen tilbydes alle de berørte medarbejdere at følge med til Tinglev, men i JydskeVestkysten erklærer Martin Olesen, at det formentlig bliver nødvendigt at finde ca. 50 nye medarbejdere i Tinglev-området.