Ny millionordre til Lindpro
Lindpro a/s har fået endnu en stor ordre i hus. Denne gang er det el-entreprisen på udvidelsen af Nykredits hovedsæde på trekantsgrunden ved Hambrosgade, Puggaardsgade og Kalvebod Brygge.
Udvidelsen, der resulterer i 7.000 nye etagemeter, er i fuld gang og forventes afsluttet primo 2010. Lindpro skal udføre alle former for tekniske installationer, CTS anlæg, tele og datanetværk.
- Vi glæder os over endnu en gang at have fået én af de store el-entrepriser. Vi arbejder målrettet med at optimere vores entreprisestyring gennem Lindpros egen projektlederuddannelse og vedvarende procesforbedringer. Gennem effektiv projektstyring og løbende kvalitetskontrol fokuserer vi på at sikre vores kunder en løsning til den rigtige pris og med et godt øje for rettidig aflevering af færdigt byggeri til bygherre, fortæller Michael Højgaard, administrerende direktør, Lindpro.
Lindpro har senest fået el-entreprisen på opførelsen af SEB Bank og Pensions nye domicil på Bernstoffplads i København.
Kilde: Lindpro - http://www.lindpro.dk