Ny medejer i Dansk Styringsteknik Øst
Dansk Styringsteknik styrker sin position på proces- og pharmamarkedet ved at få ny branchekendt profil i ejerkredsen.
Erik Veedfald Jensen har en baggrund som datamekaniker og efterfølgende en uddannelse som IKT ingeniør. Erik Veedfald Jensen har stor erfaring med SCADA og MIS/MES applikationer, specielt til proces- og pharmaindustrien samt avancerede robotløsninger.
Erik Veedfald Jensen har tidligere været ansat i blandt andet APV A/S og har i de sidste ca. tre år haft sin egen virksomhed - Veedfald Electronic.
- Vi ser det som en klar styrkelse af vores position på proces- og pharmamarkedet, at Erik Veedfald Jensen indgår i ejerkredsen, udtaler administrerende direktør Jacob Jensen, Dansk Styringsteknik Øst.
Erik Veedfald vil indgå i ledelsen for Dansk Styringsteknik Øst som teknisk chef.
Fakta om Dansk Styringsteknik
Dansk Styringsteknik er et moderne styrings- og automationshus med p.t. 64 medarbejdere, hvoraf de 54 er ingeniører, maskinmestre og teknikere med mange års erfaring i rådgivning, projektering, opbygning og installation af avancerede styringer til dansk industri. Kompetenceområderne er blandt andet komplette SRO-anlæg, SCADA-systemer, Servo-løsninger, PLC-styringer, El-tavler og Visionsystemer. Virksomheden blev etableret i 1996 og har hovedsæde i Odense og datterselskaber i Aalborg, Tønder, Sønderborg og Århus.
Kilde: Dansk Styringsteknik Øst