23948sdkhjf

Spænding før midnatsforestilling i satellitlab

Nedtællingen nærmer sig. Natten mellem fredag og lørdag følger ingeniør-studerende fra Aalborg ESA’s sydamerikanske opsendelse af deres Aausat4-satellit.
Aalborg Universitets nyeste studenterbyggede mini-satellit Aausat4 er med i lasten med kurs mod rummet, når den europæiske rumorganisation ESA sent fredag opsender miljøovervågnings-satellitten Sentinel-1B med en Soyuz-raket fra Fransk Guyana.

ESA’s uddannelsesafdeling benytter den kostbare flyvelejlighed til at lade tekniske studerende fra universiteterne i Aalborg, Liège (Belgien) og Torino (Italien) sende små CubeSats i rummet som led i ESA’s ”Fly Your Satellite!” program.

Aausat4 skal forbedre den overvågning af skibstrafikken ved Grønland, som blev indledt med forgængeren Aausat3 og fulgt op med Aausat5 i samarbejde med astronaut Andreas Mogensen. Den belgiske CubeSat Oufti-1 skal teste digital radiokommunikation til rummet, og italienske e-st@ar-II eksperimenterer med et kontrolsystem, som udnytter jordens magnetfelt.

Opsendelse i junglen
Forud for fredagens opsendelse har mange af de danske, belgiske og italienske studerende mødt hinanden i ESA’s laboratorier i Holland og i rumcentret i Fransk Guyana, hvor modulet med de små studentersatellitter er blevet integreret i den store Soyuz-raket. Mikael Juhl Kristensen og Anders Kalør var AAU-teamets udsendinge ved de sidste forberedelser i tropiske Kourou. Stedet benyttes til næsten alle ESA’s opsendelser, og det giver ifølge Mikael Juhl Kristensen god mening:

- Affyringscentret er placeret inde i den sydamerikanske jungle, så eventuelle ulykker ikke er til fare for civilbefolkningen. Det er også en af forklaringerne på, at det ikke ligger i Europa. Det ville være svært at finde et punkt på et europæisk kort, hvor der ikke er beboelse inden for 10-15 km, forklarer han.

Under opholdet i Fransk Guyana fulgte de to danske ingeniørstuderende de afsluttende tests af studentersatellitterne, som nu befinder sig i et specielt affyringsrør ombord på Soyuz-raketten. Hvis alt går som planlagt, vil Aausat4 og de to andre CubeSats blive sat af i 476 kilometers højde, og de vil derefter bevæge sig med cirka 7,7 km/s i deres polære bane. Manøvren er planlagt til at foregå 168 minutter efter Soyuz-rakettens lift-off – dvs. kl. 01.50 natten til lørdag. De studerende satser på at få kontakt til Aausat4 lørdag morgen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078