23948sdkhjf

Lysfabrik kapitaliserer på svære beslutninger

Strategiske satsninger giver for alvor pote for belysningsproducenten Riegens.
Riegens, der sidste år fik nye ejere i form af det norske familiefirma SG Armaturen, har haft et forrygende 2015. Omsætningen er strøget i vejret og overskuddet er mangedoblet.

Bag den nuværende succes ligger en række tunge, strategiske beslutninger, fortæller administrerende direktør Claus Jarlgaard Jensen til Electronic Supply:

- Vi havde et par svære år i 2012 og 2013, hvor vi nedskallerede og lukkede den engelske fabrik. Det tog mange ressourcer og kostede mange penge. Så satte vi os ned og lavede en ny strategi. De første resultater så vi i 2014 med et overskud, og i 2015 har vi så eksekveret og kapitaliseret på den strategi.

Mange tandhjul i succes-maskinen
Hovedelementerne i Riegens strategi var blandt andet en stor transformering på produktprogrammet til LED. I dag er 80 procent af det, som selskabet sælger, LED-baseret, og fortsætter udviklingen, er der sandsynligvis udelukkende LED i produktprogrammet ved udgangen af 2017.

Vundne ordrer på flere store projekter på hovedmarkederne Danmark, Sverige og Storbritannien er anden del af forklaringen. I det engelske finder man også en yderligere årsag til fremgangen. I forbindelse med lukningen af den engelske fabrik valgte Riegens således at fastholde et salgsselskab i landet samt skifte fokus fra detail og over mod B2B og det kommercielle projektmarked. Det valg giver nu for alvor bonus, så hvor man startede på bar bund, landede salget i Storbritannien sidste år på hele 65 millioner kroner, oplyser Claus Jarlgaard Jensen.

Samtidig har det givet et boost, at man er ved at være fuldgyldig spiller på markedet for eksteriør belysning i det offentlige rum. Udviklingen af nye produkter - i 2014 og 2015 er man gået fra at have to til at råde over syv produkter - har også givet løft, som åbner for fortsat vækst på eksisterende og potentielle markeder.

Den sidste store løftestang i 2015 var arbejde med belysning til sygehuse. En indsats som strækker sig helt tilbage til finanskrisen. Konkret har det udmøntet sig i syv ordrer på det nye supersygehus i Aarhus, DNU, og flere projekter på både sygehusrenoveringer og -nybygger er i spil.

Endnu mere vækst i vente
Samlet giver de mange delelementer i Riegens strategi grobund for et 2016, hvor overskuddet ventes at stige på trods af omkostninger til penetrering af nye markeder.

Dels forventer Claus Jarlgaard Jensen, at fremgangen fortsætter på områderne, der nu er kommet gang i. Dels at flere nye markeder kan løfte forretningen yderligere. Eksempelvis er der planer om at ansætte flere sælgere i Storbritannien, ligesom eksteriørsortiment ventes at blive solgt ind på markedet samt komme i spil til flere udbud og projekter.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111