Middelfart kåret som Årets Iværksætterby 2008
Kommunen blev torsdag hædret med titlen Årets Iværksætterby 2008.
Borgmester Steen Dahlstrøm modtog torsdag eftermiddag prisen på byens vegne og takkede for kåringen:
- Det er med meget stor glæde, at vi modtager denne pris. Vi ser det som en anerkendelse for det arbejde, der udføres for at skabe gode rammer for vore mange iværksættere her i kommunen, understregede borgmester Steen Dahlstrøm.
- Den sunde iværksætterkultur, som vi nu høster anerkendelse for, er summen af innovative mennesker og netværk, der på tværs af den offentlige og private sektor samarbejder om at skabe grobund og rammer for, at nye virksomheder kan spire.
Erhvervsbladets chefredaktør Carsten Steno motiverede valget af Middelfart med, at kommunen har en høj iværksætter-rate og arbejder systematisk og målrettet med at give nye virksomheder en god start.
- Vi hjælper iværksætterne i gang på mange forskellige niveauer, lige fra et almindeligt etableringsforløb sammen med os og til de mere skræddersyede løsninger, hvor vi fx skaffer en erfaren mentor eller andre specialiserede eksterne rådgivere, fortæller erhvervskonsulent Tina Eisenhardt fra Middelfart Erhvervscenter.
Kilde: Middelfat Kommune