Hjælpende hånd til agro-robot
En selvkørende maskine skal erstatte menneskelig arbejdskraft på markerne, og med hjælp fra SE Vækstpulje er en lancering kommet tættere på.
Med en økonomisk håndsrækning på 80.000 kr. fra SE Vækstpulje er der nu sat ekstra skub i udviklingen. Jens Warming er manden bag projektet, og han fortæller, at pengene fra vækstpuljen falder på et godt tidspunkt, hvor der skal søges om blandt andet en sikkerhedsgodkendelse.
– Pengene fra SE Vækstpulje har virkelig givet et boost i den rigtige retning. Det har givet ny energi og gejst til projektet, der gør, at jeg er meget optimistisk og tror på, at det bliver rigtig godt, siger Jens Warming og fortæller, at projektet startede for omtrent tre år siden:
– Jeg har været fritidsbeskæftiget med udvikling af maskinen i over tre år, og nu er den endelig nået dertil, hvor jeg kan begynde at se et resultat. Håndsrækningen fra SE Vækstpulje skal bruges til at anskaffe en CE-godkendelse, der er nødvendig at have for at kunne markedsføre, sælge og bruge maskinen.
Stort potentiale
Jens Warming mener, at den innovative robot-løsning kan gøre nytte i alle lande, og han peger på, at omkostningerne i forhold til alternativerne er små. Derfor er troen på idéen stor.
– Maskinen har potentiale til at hjælpe i hele verden. Hvis man sammenligner med, hvad alternativet koster i form af landsbrugsmaskiner, tid og brændstof, så er den her løsning langt bedre, lyder det.
Maskinen er bæredygtig og drives på energi fra solceller, hvilket går fint i tråd med SE’s ambitioner om et grønnere samfund.
– Selvom det en dag skulle være overskyet, kan den faktisk holde sig kørende alligevel på grund af de to solceller, der er monteret på den. Batterikraften tager over om natten, så den kan køre i døgndrift, siger han.
Gennembrud lurer i 2016
Jens Warming har en stærk tro på, at maskinen, der endnu ikke er navngivet, kan gøres salgsklar og blive frigivet på markedet i løbet af 2016.
– Det meste af foråret skal bruges på at teste de sidste ting af, så den kan blive helt klar. Jeg håber og tror på, at der sidst på året står en færdig løsning, som er klar til salg på markedet, siger han.
Kjeld Jensen, der er adjunkt ved Syddansk Universitet, forsker i robotteknologi, og han er overbevist om, at der meget snart vil være effektive landsbrugsløsninger klar.
– Vi ser så småt flere og flere robotter, og det vil fylde meget i fremtiden. Der er nogle åbenlyse fordele ved den nye teknologi, da meget af det traditionelle udstyr vi kender til blandt andet traktorer, er relativt dyrt i forhold til den tid, det egentligt bliver brugt, siger han, og uddyber:
– Det ligger ikke lige for, at vi vil se små robotter køre eksempelvis gylle ud på markerne, for den vil ikke kunne bære den mængde, der kræves, men i nær fremtid vil for eksempel ukrudtsrydning virkelig kunne effektiviseres med robotter.
Som land er Danmark godt med, når det kommer til udvikling af innovative robotteknologier.
– Vi kan godt tillade os at være stolte over vores position, mener jeg. Vi har nogle gode videnscentre, hvor der bliver lavet forsøg og forsket i blandt andet droner, som også vil spille en stor rolle i landbruget fremover, siger Kjeld Jensen.
KW Agriteknik søgte i 2015 SE Vækstpulje, der uddeler midler tre gange årligt, fra en pulje på 15 mio. kr. Næste ansøgningsfrist er 1. marts.