Blue Ocean Robotics rykker mod syd
Robotproducenten udvider endnu engang. Nu gælder det Tyskland, hvor der netop er åbnet et kontor i München.
- Udviklingen af det tyske marked inden for produktions-, sundheds- og uddannelsesrobotter er meget stor og lovende. Samtidig er tyske universiteter, forskningsinstitutter og virksomheder førende i udviklingen af ny robot teknologi i Europa - herunder, naturligvis, også med en kæmpe industriel sektor, udtaler Blue Ocean Robotics grundlæggere, Claus Risager, Rune K. Larsen og John Erland Østergaard, som fortsætter:
- Blue Ocean Robotics har allerede veletablerede partnerskaber med en række centrale aktører fra den tyske robotteknologiske community, men for at vokse på markedet, levere- og støtte vores kunder optimalt, samt spille en central rolle i udviklingen af nye banebrydende robotteknologier, er det vigtigt at være til stede med et lokal fodaftryk. Derfor er vi meget begejstret for vores nye franchise-lignende joint-venture i Tyskland i samarbejde med fremstående lokale partnere, med en lang og imponerende historik inden for robotteknologi.
Fra kontoret i München tilbyder virksomheden en portefølje af mere end 50 robotter inden for produktion, sundhed og uddannelse. Ydermere får Blue Ocean Robotics mulighed for at udvikle og kommercialisere en ny generation af robotter. Det tyske datterselskab vil arbejde under ledelse af direktør og partner Dr. Claus Lenz og Thorsten Röder.