23948sdkhjf

Niche-producent satser på Frankrig

Med kredsløb baseret på keramik i tæt ved samtlige af Airbus’ fly har Frederikssund-firma god grund til at målrette sin udenlandske indsats.
I over et årti har det lille elektronikfirma Hybrico arbejdet sammen med og for luftfartsgiganten Airbus. For det danske firmas elektroniske kredsløb baseret på keramik kan noget, der er af afgørende betydning for luftfartsgiganten: Tåle op til flere hundrede grader, temperaturer hvor traditionel elektronik for længst er stået af.

Forholdet til Airbus er af afgørende betydning for, at salg i Frankrig udgør omkring halvdelen hos Hybrico. Det danske marked står for den anden halvdel.

- Vi startede i sin tid datterselskab i Frankrig, fordi vi skønnede, at det var der, de bedste muligheder var. Og det er jo gået godt, siger direktør i Hybrico, Carsten Pade, til Electronic Supply.

- Kan ikke få et ben til jorden
Selvom Hybrico netop har sat jagten ind på nye kunder, der efterspørger højtemperatur-elektronik, er planen i første omgang at holde sig til de kendte markeder.

- I England og Tyskland har vi også forsøgt os, men det strandede på, at der er mange som os på de to markeder. Selvom vi har prøvet nogle gange, kan vi simpelthen ikke få et ben til jorden, forklarer Carsten Pade.

Yderligere ti års Airbus-samarbejde forude
Keramikelektronik fra Hybrico findes først og fremmest i Airbus’ Eurocopter NH-90 helikoptere i form af brandmeldere, bestykket med følerelementer og forstærkere. Ud over helikopterne fremstiller den danske producent også et andet kredsløb, der bliver brugt i tæt ved alle Airbus’ fly, oplyser direktør Carsten Pade.

- Samarbejdet er kommet ind i en rolig og fast gænge de sidste par år. Det ventes også at køre i ti år til, for alt, der laves med luftfart og har været igennem test og er gennemafprøvet, bliver ikke lavet om, slår Hybrico-direktøren fast.

I hver Airbus HN-90 helikopter er der otte brandmeldere fra Hybrico. Typisk producerer selskabet derfor 100 styk om måneden. De giver arbejde svarende til én medarbejder. Opgaverne er dog delt ud på flere af selskabets seks medarbejdere.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078