GPVs nye ejer vil investere
EMS-producenten skal have finansielle muskler og ro til at vokse efter 400 mio. kr. stort opkøb.
- Når vi overtager sådanne virksomheder er det en del af vores værktøjskasse, at vi kommer med finansielle muskler og giver ro til at sætte nye projekter i gang. Så giver det vækst, tilføjer Jens Bjerg Sørensen
Nu skal der investeres
Derfor ligger det også i kortene, at der nu skal investeres yderligere i GPV. Både i Danmark og i Kina.
- Målet er at vi vil vokse organisk, og er der muligheder i markedet, er vi åbne for opkøb, siger Jens Bjerg Sørensen, der dog ikke ser store banebrydende udviklinger på kort sigt:
- Vi skal lige se på virksomheden og se tiden an. Men vi har da idéer til organisk vækst.
Uden at være specifik åbner Schouw & Co-direktøren for, at der kan være muligheder for synergier mellem de selskaber, det bredt funderede konglomeratet spænder over.
USA i kikkerten
I forbindelse med opkøbet fremhævede Schouw & Co det oplagte i at bevæge sig over Atlanten for at komme ind på det amerikanske marked. Hvordan et indtog i Nordamerika vil spænde af, kan Jens Bjerg Sørensen dog ikke sige noget om endnu:
- Jeg kan ikke sige, om det vil blive med egen produktion eller via samarbejder, udtaler han.
Bo bliver
Klar i mælet er Jens Bjerg Sørensen dog i forhold til GPVs eksisterende ledelse. GPVs administrerende direktør siden 2008, Bo Lybæk, fortsætter under det nye ejerskab:
- Vi har vores virksomhed, og vi køber en virksomhed og driver den med og via den siddende ledelse. Det er en del af vores værktøjskasse, slår Jens Bjerg Sørensen fast.