23948sdkhjf

Investeringsplan skal bringe Selektro i front

Endnu et år med store omkostninger belastede den midtjyske elektronikvirksomhed. Men nu er fundamentet for vækst ved at være på plads.
Selvom overskuddet skrumpede en smule hos Selektro i regnskabsåret 2014/15, præsterede den midtjyske elektronikproducent igen et resultat før skat på 1 mio. kr. Samtidig voksede bruttofortjenesten med 1,5 mio. til 21,7 mio. kr.

Hovedårsagen til udviklingen er de store, systematiske investeringer, der er foretaget, siden Karl-Peter Andersen overtog firmaet i Møldrup i december 2013. I det seneste år er der således både brugt penge på at styrke organisationen og på nyt driftsmateriel, der kan underbygge virksomhedens langsigtede vækstambitioner.

Sidste år oplevede Selektro vækst i både den eksisterende kundeplatform og i tilgangen af nye kunder. Og dem er der perspektiver i, for firmaet siger ikke ja til hvem som helst:

- Vi vægter samarbejde og gode relationer, for vi skal ikke bare sælge en ydelse til en bestemt pris. Nogle af vores kunder har vi haft i 10, 20 og 30 år. Det kræver meget af os, at vi fortsat yder en god service. Men derfor er vi også meget selektive i det, vi går efter, siger Karl-Peter Andersen til Electronic Supply.

Fire trin er blevet til fem
Investeringerne i virksomheden følger en plan, hvor det tredje step med ombygninger i produktionsafsnittet, der forbedre produktiviteten, netop er taget. Nu venter de to sidste trin, og det fjerde er nu sat i værk.

- Step fire er produktionsudstyr, IT platforme med mere. Det sker sideløbende, så vi i år får mere produktionsudstyr og lidt IT. I 2016/17 kommer så det femte step, som udelukkende bliver et nyt ERP system. Så har vi rettet op på efterslæbet og er i front. Der vil ikke være nogen, som har noget, der er mere moderne end det, vi har - højst det samme, forklarer Karl-Peter Andersen.

Investeringerne giver pote
De seneste års mange investeringer har ifølge Selektro-direktøren kostet adskillige millioner. Men det har været nødvendigt:

- Jeg vil hellere investere end malke firmaet. For det skal være muligt at tjene penge på at producere elektronik i Danmark - og det har jeg og andre bevist!, understreger direktøren.

Summen af de seneste års investeringer og større kunde- og ordreindgang giver forventning om et økonomisk bedre niveau i 2015/16, selvom investeringerne fortsætter.

- Vi er kommet fint fra start, så det hele går efter planen, lyder det fra Karl-Peter Andersen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078