Ny direktør skal rette op på Roblon
Omsætningen falder markant på den nordjyske kabelvirksomhed
2
Billeder
Roblon har investeret for lidt i salg og udvikling, og det koster nu på omsætningen. Kilde: Nordjyske
Det er andet år i træk, omsætningen falder. Sidste år var tilbagegangen dog kun på tre procent.
Samtidig oplyste Roblon i en børsmeddelelse, at virksomheden har ansat en ny administrerende direktør. Det er Lars Østergaard, der overtager posten efter Jens-Ole Sørensen, som blev fyret i august sidste år.
Faldet i omsætningen er sket på to af Roblons fire produktgrupper: kabelfibre og -maskiner samt lys. Garn- og tovværksmaskiner har nogenlunde holdt skansen, mens offshore-materialer som den eneste produktgruppe er gået frem.
Det skyldtes dog primært enkeltstående store ordrer, og med den aftagende aktivitet i energibranchen er det tvivlsomt, om fremgangen vil fortsætte, ifølge økonomidirektør Carsten Michno, der tiltrådte i marts sidste år og har fungeret som midlertidig administrerende direktør siden fyringen af Jens-Ole Sørensen.
- Den væsentligste forklaring på den generelle tilbagegang er, at vi har investeret for lidt i salg og udvikling i de foregående år. Det skal vi nu have rettet op på, siger Carsten Michno.
Hans nye chef Lars Østergaard er 50 år og har en lang erfaring som topleder i større industrivirksomheder. Han kommer fra en stilling som direktør for Royal Arctic Logistics, der er i færd med at lukke sine aktiviteter i Aalborg ned.
Lars Østergaard er uddannet cand. merc. i international virksomhedsøkonomi.
Roblon havde ved regnskabsårets udløb 31. oktober 141 ansatte, fordelt på hovedsædet i Frederikshavn og fabrikkerne i Sæby og Gærum.