Lindpros overfaldsalarmer har givet større tryghed i Roskilde
For at beskytte de ansatte mod vold og trusler har Roskilde Kommune investeret i overfaldsalarmer – en opgave som Lindpro har løst for dem.
- Og det er nødvendigt, fortæller Allan Irmark, der er rådhusbetjent i Roskilde Kommune.
Kommunen oplever jævnligt ubehagelige episoder med voldsomme borgere. Han oplever, at tonen efterhånden er så rå, at trusler og voldsomheder periodevis er hverdagskost.
- Vi har haft episoder, der har udviklet sig så voldsomt, at ansatte efterfølgende er gået ned med flaget. Selvom man ikke kan komme problemet til livs, så spiller overfaldsalarmerne en stor rolle, fordi de skaber tryghed og giver de ansatte sikkerhed for hurtig assistance, fortæller Allan Irnmark.
Overfaldsalarmerne er monteret og installeret af el-installatørvirksomheden Lindpro i Roskilde, der installerede de første overfaldsalarmer på kommunen tilbage i 1994. Og der er sket meget siden dengang, fortæller Lars Karup, der er serviceleder i Lindpros afdeling i Roskilde.
- Vi oplever et stigende behov for sikkerhed og tryghed, hvilket også er områder, der bliver prioriteret langt højere af arbejdsgivere end tidligere. Den teknologiske udvikling gør, at vi i dag – modsat tilbage i 1994 - kan tilbyde nogle trådløse og meget driftsikre alarmer, siger Lars Karup.
Hvor overfaldsalarmerne tidligere udelukkende blev brugt på Socialforvaltningen, så er en række af Roskilde Kommunes kontorer i dag udstyret med overfaldsalarmer. Der er også installeret overfaldsalarmer på de mere afsides borgercentre i Viby og Jyllinge. Her er der ikke tilknyttet vagtmænd, men overfaldsalarmerne er i stedet koblet op til brandvæsnet, og sikkerheden er yderligere skærpet af videoovervågning, der også er installeret af Lindpro.
Kilde: Lindpro A/S