23948sdkhjf

Forsvarsminister udskyder igen indkøb af nye kampfly

Den milliardtunge investering i nye kampfly er blevet udskudt endnu engang til foråret 2016.
Forsvarsminister Peter Christensen har endnu engang udskudt beslutningen om, hvilke kampfly Forsvaret skal købe. Det oplyser han i en orientering til Folketingets forsvarsudvalg tirsdag.

I orienteringen står der, at beslutningsgrundlaget for, hvilke fly der skal købes, først bliver færdig "i løbet af foråret 2016."

Tidligere var det planen, at beslutningsgrundlaget skulle offentliggøres "i starten af det nye år."

Vil konsolidere beslutningsgrundlaget
Det er anden gang, at offentliggørelsen af beslutningsgrundlaget udskydes af Peter Christensen, der i november forkastede sin forgænger, Carl Holsts, planer om at offentliggøre beslutningsgrundlaget i efteråret i år.

Udskydelsen kommer få dage efter, at den departementschef, der stod i spidsen for indkøbet, blev udskiftet.

Ifølge orienteringen til Folketinget er årsagen til udskydelsen, at ministeren efter et samråd i forsvarsudvalget må konstatere, at der er behov for at "konsolidere beslutningsgrundlaget."

Pengene er et problem
Politiken skriver, at processen er stødt på et problem med finansieringen. Ifølge avisens oplysninger er forsvarsministeriets favoritfly, det amerikanske F35, dyrere end den hidtil aftalte sum penge, der er sat af til indkøbet.

Derfor må Forsvarsministeriet ifølge avisen vælge mellem en billigere model eller færre fly end de 30 F16-fly, som de nye kampfly skal erstatte.

Pengene til flyindkøbene skal ifølge Finansministeriet findes på de næste to forsvarsforlig, skriver avisen.

F35, der også er kendt som Joint Strike Fighter, konkurrerer med Eurofighter Typhoon og F18 Super Hornet om den danske bestilling.

F16-flyene er endeligt ude af drift i 2024, og her skal deres erstatning været klar og i brug.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.221