Ekstra "hænder" til GPV
GPV øger automatiseringen inden for både elektronik og mekanik. Fabrikken i Tarm har fået en ekstra ”hånd” i CNC-afdelingen. Snart sker det samme i Aars.
På fabrikken i Tarm er der allerede kommet en ekstra ”hånd” til CNC-maskinafdelingen, en Kawasaki industrirobot. Dermed råder GPV over 10 CNC maskincentre i Tarm.
- Den nye investering er foretaget for at øge afdelingens kapacitet, siger Henrik Nielsen, chef for CNC-bearbejdning i Tarm.
Flere robotter i både Aars og Thailand
GPV har også planer om at installere en ny robot på elektronikfabrikken i Aars i første halvdel af 2016. Den vil være i stil med de to selective coating robotter, der er ved at blive indkørt i produktionen på GPVs fabrik i Thailand.
Investeringen er sket for at strømline processen og løfte udbyttet, men også for at øge kapaciteten af hensyn til en omfattende ordre fra en ny kunde. Samtidig er man ved at installere en Universal Robot på fabrikken i Bangkok.
- På GPVs fabrik I Bangkok er det planen at implementere tre til fem robotter om året, siger Tommy Kristiansen, Operation Manager, Electronics Bangkok.