Piranha-ordre skaber job i Odense
309 nye pansrede mandskabsvogne skal hjælpe Forsvaret. Og ordren vækker glæde hos Odense-virksomheden Falck Schmidt Defence System, der skal være med til at producere vognene.
Forsvarsministeriet oplyser fredag, at forsvarsforligskredsen har besluttet, at der skal anskaffes 309 nye pansrede mandskabsvogne til Forsvaret. Tidligere på året blev det besluttet, at de nye pansrede mandskabsvogne skal være af typen Piranha 5.
- Jeg er meget tilfreds med, at forligskredsen har støttet min indstilling om at anskaffe 309 nye pansrede mandskabsvogne til en samlet pris på 4,5 mia .kr., siger forsvarsminister Peter Christensen, Venstre, i en pressemeddelelse.
- Der er tale om en historisk stor investering i moderne materiel til vores hær og et konkret udtryk for, at vi sætter handling bag ordene, når vi taler om behovet for et moderne og effektivt forsvar, siger Peter Christensen.
Med Piranha 5 vil Forsvaret kunne løse fremtidige opgaver, lyder det fra forsvarsministeren.
- Det er vigtigt, at vi investerer i Forsvaret. Piranha 5 er bedre beskyttet end de aldrende pansrede mandskabsvogne, som hæren råder over i dag, så med indkøbet ruster vi hæren til at kunne løse sine opgaver bedre i fremtiden, siger Peter Christensen.
Den nye aftale kan give op til 150 nye arbejdspladser på Fyn, og en omsætning på et trecifret millionbeløb.
- Det er så godt som sikkert nu, siger direktør Jan Falck-Schmidt, der kunne overbringe nyheden til medarbejderne, der holdt julefrokost i fredags. Det ventes, at ordren vil betyde en omsætning på et trecifret millionbeløb. Piranha 5 skal benyttes de næste 30-40 år og vil i høj grad være med til at præge udviklingen af den danske forsvarsindustri.