Automatisering er vejen frem for Linak
Aktuator-producenten fortsætter det høje investeringsniveau i 2015/2016.
Også Linak oplever dog konkurrence fra lavtlønslande, og derfor investerer aktuator-producenten også stort i automatisering af produktionen i disse år.
- Det er den eneste vej til at bevare vores produktion i Danmark. Vi kan ikke konkurrere med de lønninger, vi har. Minutterne skal ud af produkterne, konstaterer Bent Jensen.
I Danmark produceres nogle af Linaks allermest populære produkter, som for eksempel aktuatorer til skriveborde. Det er produkter, der laves i store serier, mens de mindre serier er henvist til koncernens fabrik i Slovakiet. Netop de store serier er oplagte til automatisering, forklarer Bent Jensen.
- Vi er fuld gang med at bygge op. Vi har noget formontage af motorer, der er 100 procent automatiseret, og vi er ved at automatisere noget indmad til profilerne til teleskopben, lyder det fra Bent Jensen.
Den øgede automatisering betyder også, at der bliver behov for færre ufaglærte hænder i fremtiden. I 2014/2015 havde Linak i gennemsnit 1.880 ansatte på verdensplan, og Bent Jensen forventer ikke, at det tal vil vokse voldsomt i de kommende år.
- Vi har nok nået grænsen for, hvad vi kan være i Danmark. Og på sigt vil vi nok vokse på funktionærsiden og ikke på timelønnede, fortæller Bent Jensen, og understreger, at der ikke bliver tale om afskedigelser.