Kampfly-teknologi skal redde cyklisters liv
Sensorer og 3D-lydsystemer i lastbilers kabiner skal hjælpe chauffører med at opdage cyklister og undgå ulykker
Forskere fra Aalborg Universitet tester, hvordan lyd kan gøre chauffører opmærksom på cyklister ved højresving. Målet er at udvikle en teknologi, der kan identificere cyklister og deres placering i forhold til lastbilen.
Radiosendere på cyklerne
Eksisterende systemer og sensorer skal suppleres med radiosendere på cykler, som skal sende signaler direkte til lastbilerne.
- Hvis man ikke har en ting, som sidder på den bløde trafikant, som man har tænkt sig at passe på, så får man falske alarmer, og det har været det primære problem ved stort set alle sensorløsninger hidtil. Der har været mange forsøg med at bruge radar i lastbiler, men man detekterer ikke kun cyklisterne – man detekterer jo også skraldespande, lygtepæle og andre objekter, der er i nærheden, siger Dorte Hammershøi, professor ved Institut for Elektroniske Systemer på Aalborg Universitet, til videnskab.dk.
I lastbilens kabine bliver lyden af ringklokker så afspillet på et 3D-lydsystem, som efterligner menneskets hørelse. Lydsystemet anvender to kanaler, hvor lyden er højere i den side, hvor cyklisten er, og hjælper således chaufføren med at registrere hvor og hvor mange cyklister der er omkring lastblien.
Gengivelse af 3D-lyd i et kabine er en udfordring, som kræver en større indsats. Pengene til det første arbejde, som er ved at være færdige, kom fra TrygFonden. Midler til at udvikle det trådløse netværk og 3D-lydsystemet har man nu søgt midler til fra Innovationsfonden og venter på svar.
Originalartikel: http://videnskab.dk/teknologi/teknologi-...