GN erkender ledelsessvigt i svindelsag
Den øverste ledelse i GN Resounds amerikanske datterselskab, Beltone, har svigtet.
- Vi mener, at man lokalt burde have set dette tidligere, og at man som ansvarlig leder må tage sit ansvar, når der dukker en sådan sag op, siger Anders Boyer, finansdirektør i GN Store Nord.
Læs mere: Regnskabssvindel koster GN 150 millioner
Udmeldingen kommer, efter at Finans har forelagt selskabet en ny rapport fra en af verdens førende høreapparatanalytikere, Lisa Clive fra analysehuset Bernstein.
Her gengiver hun, hvad netop Anders Boyer sagde i slutningen af september på en konference i London.
- Han erkendte, at den øverste ledelse i Beltone burde have opdaget problemet hurtigere, og at chefen for Beltone North America har forladt selskabet som følge af denne forsømmelse, skriver Lisa Clive i rapporten.
Da GN Store Nord offentliggjorde svindelsagen som led i et kvartalsregnskab den 13. august, kom det frem, at Todd Murray, topchef for Beltone og GN Resounds øverste chef i USA, havde forladt selskabet.
GN ville dengang ikke kommentere, om det hang sammen med svindelsagen, men det bekræfter selskabet altså nu. Det er fortsat selskabets opfattelse, at den bortviste Beltone-finanschef, Paul Giampaolo, har været alene om at fuske med regnskaberne. GN’s undersøgelse tyder også på, at de 150 mio. kr., som selskabet har bogført som tab, er tilstrækkeligt til at dække tabene, oplyser finansdirektøren.
Læs mere: Medie: GN overvejer retssag mod svindel-direktør
Claus Holm, professor i regnskab ved Aarhus Universitet, mener, at det kun har været et spørgsmål om tid, før svindlen, der stod på i årene 2012-2014, blev opdaget af GN eller eksterne revisorer:
- Det er klassisk, at denne slags besvigelser opdages over en forholdsvis kort årrække.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra hverken Paul Giampaolo eller Todd Murray.