Rumfirma har nye kunder i kikkerten
Danish Aerospace Company er på vej med næste generation af sit udstyr. Aftagerne er ikke nødvendigvis kun NASA og ESA.
Årtiers erfaring har givet firmaet et rigtig godt ry hos kunderne, de amerikanske og europæiske rumagenturer NASA og ESA. Og det er her, at det danske rumfirma forventer at finde kunder til næste generation af firmaets instrumenter og udstyr.
- Vi er ved at lave prototypen af næste generation af vores motionscykel. Om to-tre år er den så klar til at flyve, siger CEO i Danish Aerospace Company, Thomas A.E. Andersen, til Electronic Supply.
Private rumfirmaer på kundelisten om få år
Han understreger, at salgsudsigterne er positive, ikke mindst takket være mange års samarbejde. Firmaets kondicykel Cevis har således fløjet på alle USAs rumfærger fra 1993 indtil programmet blev lukket ned. Kondicyklen har været ombord på den russiske rumstation MIR, og siden år 2000 været brugt dagligt på ISS.
NASA bruger regelmæssigt Cevis til at teste alle ikke-russiske astronauter, men russiske kosmonauter og kinesiske taikonauter kan meget vel kommer til at træder i pedalerne, når næste generation af motionscyklen og andet af Danish Aerospace Companys udstyr ligger klar.
- Vi kigger da på andre lande som Rusland og så småt Kina. Men private rumfirmaet som Space X bliver også interessant for os. Der er et voksende potentiale i udstyr til rumfart, siger Thomas A.E. Andersen og undstreger, at det allerede om et-to-tre år kan blive til noget, som giver rumfirmaet nye muligheder.