23948sdkhjf

Apple investerer milliarder i Viborg

Viborg bliver hjemsted for et nyt datacenter, it-gigantens største projekt til dato i Europa. Forud er gået tre års arbejde - under stor fortrolighed.
Apple investerer små 13 mia. kr. (1,7 mia. euro) i to nye datacentre i henholdsvis Viborg i Midtjylland og Cork i Irland.

- Denne markante nye investering er Apples største projekt til dato i Europa. Vi glæder os over at udvide vores forretning, skabe hundredevis af lokale arbejdspladser og introducere nogle af de mest avancerede grønne bygninger, der endnu er tegnet, udtaler Tim Cook, Apples CEO, i en pressemeddelelse.

Datacentrene bliver hver på 166.000 kvadratmeter og åbner efter planen i 2017.

Frugten af tre års arbejde
Byggeriet af datacentret forventes i de kommende år at skabe 300 arbejdspladser. Både i byggefasen og i den faste drift af centret. Desuden kan der i driftsfasen foruden det faste personale også blive skabt flere afledte arbejdspladser.

- Vi er fantastisk glade for udsigterne til de mange nye arbejdspladser og for det boost, som virksomheden vil tilføre os. Det gælder både under etableringsfasen, men også de mange udviklingsmuligheder og afledte effekter, som it-giganten skaber her i området, fortæller Viborg-borgmester Torsten Nielsen i en pressemeddelelse. Han peger på erfaringerne fra andre datacentre, som med tiden har haft en meget positiv effekt på jobskabelsen i lokalområdet.

- Vi har haft et godt og tæt samarbejde med Udenrigsministeriets afdeling ”Invest in Denmark”, som har varetaget kontakten med Apple i hele forløbet og været afgørende for projektets fremdrift og en meget vigtig medspiller for kommunen. Men også mange lokale spillere har gjort en uvurderlig indsats. Projektet her viser, hvor langt vi kan nå, når vi er vedholdende og står sammen – her tænker jeg særligt på Aarhus Universitet og på Energi Viborg. Der er blevet arbejdet målrettet gennem tre år og under stor fortrolighed inden den endelige investeringsbeslutning blev truffet, forklarer Torsten Nielsen.

Vedvarende energi og overskudsvarme
De nye centre bliver udelukkende drevet af vedvarende energikilde fra dag et. Apple oplyser, at man også vil arbejde sammen med lokale samarbejdspartnere for at udvikle yderligere vedvarende energiprojekter, som f.eks. vind-projekter, i fremtiden.

Det danske datacenter bliver placeret i Foulum lige uden for Viborg, tæt ved en stor strømstation, hvorved behovet for yderligere generatorer forsvinder.

De mange servere og computere, der kommer til at stå i datacentret, afgiver meget varme. Normalt forsvinder den overskudsvarme ud i det blå. Men i det kommende center vil lukkede kølesystemer gøre det muligt at genanvende store dele af denne varmemængde. Det vil i givet fald ske i samarbejde med Viborg Kommune og Energi Viborg.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078