23948sdkhjf

Radarer skal udvikle havvind hos Dong

Radarsystem skal øge Dong Energys viden om vinden i havmølle-parker.
I første omgang bliver der installeret et radarsystem ved kysten tæt på Westermost Rough Havmøllepark.

- Vi har kun investeret i et radarsystem, da det er et demonstrationsprojekt og vi endnu ikke ved præcist hvad vi vil få ud af det, fortæller Jesper Skov Gretlund, BEACon Project Manager i Dong Energy. BEACon som i navnet på dette nye demonstrationsprojekt, man netop har indledt.

Radarerne bliver installeret i løbet af 2016, og målingerne vil finde sted over en periode på 18 måneder. Fokus bliver at karakterisere skyggeeffekter mellem vindmøllerne, at måle effektkurver samt validere og udvikle modeller for vindmøllebelastning.

- Vi håber at få en masse ny viden, informationer om forholdene, som vi ikke vidste i forvejen og en helt ny forståelse af vindflow’et i disse parker, fortæller Jesper Skov Gretlund, der understreger, at de vil kunne bruge resultaterne fra målingerne i forbindelse med design af fundament, operation, drift af møllerne og planlægning af møllepositioner på nye sites.

- Når vi skal udvikle nye havmølleparker, er vinddata en af de vigtigste drivkræfter bag design og layout af parken. Ud over deres indvirkning på havmølleparkens produktion påvirker vindforholdene også anlægsinvesteringen gennem designet af fundamenterne. Med vinddata fra BEACon-projektet vil Dong Energy være i stand til at forbedre de antagelser og modeller, som anvendes i forbindelse med optimering af havmølleparkers design og udformningen af vindmøllefundamenter, siger Jesper Skov Gretlund.

Ny generation inden for vindmålingsteknologi
Radarerne, der installeres, er af typen Dual Doppler og kommer fra virksomheden SmartWind Technologies.

- Dual Doppler-radarer repræsenterer den næste generation inden for vindmålingsteknologi. I modsætning til gængse målesystemer, som eksempelvis en målemast eller en lidar, som måler vindhastighed og vindretning på et specifikt sted, giver radarerne os mulighed for hurtigt at scanne vindstrømmen i og omkring en hel havmøllepark med hidtil uset rækkevidde og opløsning, forklarer Nicolai Gayle Nygaard, der er BEACon Technical Manager i Dong Energy.

Radarteknologier er hidtil kun blevet brugt i begrænset omfang i forbindelse med vindmølleparker på land til at fremskaffe detaljerede data, så man hurtigt har kunnet visualisere komplekse vindstrømme og vekselvirkningen mellem vindmøllerne, men det ændres nu:

- Dette samarbejde er med til at sikre, at disse målekoncepter også bliver anvendt til offshore vindmålinger, og giver os dermed mulighed for at få data, som er afgørende for, at vi kan nedbringe prisen på energi fra havvind yderligere. Disse målinger vil ikke alene bidrage til, at vi bedre kan forstå de komplekse vindstrømme i havmølleparker på kort sigt; de vil også give os muligheden for at udvikle fremtidige koncepter, såsom driftsregulering og optimering af havmølleparker, siger John Schroeder, der er medstifter af SmartWind Technologies.

En streg i sandet
Om fremtidsudsigterne for anvendelsen af radarteknologi i udviklingen af havmølleparker vil Jesper Skov Gretlund ikke spå.

- Vi ved endnu ikke, hvad det ender med. Nu laver vi den her 18 måneders målekampagne på Westermost Rough Havmøllepark, og derefter slår vi en streg i sandet og ser, hvad der sker, slutter Jesper Skov Gretlund.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078