23948sdkhjf

Nordjysk system til trafikovervågning er ulovligt

Blip Systems har udviklet systemet, der er solgt til byer i ud- og indland, og blandt andet bruges i Aalborg.
Når lystavlerne på motorvejen ved Aalborg melder om kø forude, eller når Aalborg Kommune justerer signaler i lyskrydsene, så bygger det på data samlet op fra mobiltelefoner eller tablets i de forbipasserende biler. Men det er ulovligt, lyder det nu fra Erhvervsstyrelsen.

Meldingen vækker bekymring hos Vester Hassing-firmaet Blip Systems, der har udviklet systemet og solgt det både til Aalborg og en række andre byer herhjemme samt efterhånden også en hel del i udlandet.

Systemet bruges i øvrigt også i lufthavne til at registrere kø-tider ved sikkerhedskontrollen og endda i Aalborgs gågader, så city-foreningen kan få en idé om folks færden, når der for eksempel er store arrangementer som julemarked eller andet.

Kan ikke forbindes til personer
Imidlertid understreger administrerende direktør Peter Knudsen fra Blip Systems, at selv om data-grundlaget opsnappes fra mobiltelefoner og tablets, så kan man ikke ud af dataene se, hvem tingene tilhører, idet dataene krypteres i flere omgange:

- Ikke engang hvis politiet kom med en dommerkendelse, ville vi kunne hjælpe med at vise, hvor en bestemt mobiltelefon har befundet sig på et bestemt tidspunkt, siger han.

Ifølge Peter Knudsen er det en nylig præcisering til det omstridte ”cookie-direktiv”, der er baggrunden for den nuværende situation.

Hans opfattelse er dog, at EU med direktivet har villet beskytte borgerne, når de færdes på nettet, men at direktivet - trods præciseringen - er så bredt formuleret, at det også rammer en række andre systemer, som det egentlig ikke har været hensigten at ramme.

Men det betyder bestemt ikke, at Blip Systems ikke tager udmeldingerne fra Erhvervsstyrelsen alvorligt:

- Vi har diskuteret sagen med vores advokat, og i næste uge skal vi til møde med Erhvervsstyrelsen om sagen, oplyser Peter Knudsen.

Opfanger Bluetooth-signaler
Meget forenklet beskrevet omfanger systemet Bluetooth-signaler fra smartphones, tablets, gps-enheder, trådløse headsets, computere og andre enheder, og selv om ikke alle bilister har sådanne enheder i bilen, går det alligevel.

En enkelt bil med en smartphone, der udsender signalerne, er næsten nok. Når bilen passerer en sensor, der sidder på en lysmast eller lignende, registreres det, og når den passerer den næste sensor, er det nemt at se, hvor hurtigt trafikken bevæger sig.

Det vigtige for Peter Knudsen er, at dataene ikke kan forbindes med konkrete personer:

- Det kan cookies på computeren derimod, og derfor er direktivet skrevet med henblik på folks adfærd på nettet. Hvis direktivet også rammer et system som vores, er der mange andre, der også får problemer, for eksempel Google og diverse mobilselskaber, som også opsamler data.

Peter Knudsen håber derfor, at det bliver præciseret bedre, hvad direktivet egentlig handler om, men han frygter, at usikkerheden kan skade firmaet:

- Man kan godt forestille sig, at kommuner eller andre, som overvejer at indføre vores system, måske lige venter lidt med at foretage investeringen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078