23948sdkhjf

ETV baner vejen for innovativ teknologi

Programmet ETV baner vejen for uvildig dokumentation af danske SMV’eres nye innovative teknologier.
Små og mellemstore virksomheder og organisationer i EU har siden 2011 haft mulighed for at gøre brug af programmet ETV – Environmental Technology Verification, hvis formål er at bevise og dokumentere effekten af innovative miljøteknologier.

Mange miljøteknologier er så nye og banebrydende, at der ikke eksisterer standarder eller godkendelsesordninger, som kan dokumentere teknologiernes effekt. Derfor lancerede EU programmet ETV, der giver særligt de europæiske SMV’er mulighed for at kvalitetssikre deres teknologi og dermed lette adgangen til det globale marked. Programmet er fortsat forholdsvis ukendt for mange danske udviklere og SMV’er, selv om der i Danmark er gennemført en del verifikationer.

I Danmark er det ETA Danmark, der i samarbejde med 5 teknologiske servicevirksomheder, DHI, FORCE Technology, Teknologisk Institut, AgroTech og DELTA, tilbyder verifikation og test af miljøteknologier og produkter inden for områderne: vand, luft, energi, affald & ressourcer, jord & grundvand og landbrug.

ETV har stor markedsværdi
Virksomheder og udviklere kommer ikke i mål alene med den gode idé eller en prototype på en miljøteknologi. Teknologien skal kunne produceres, distribueres, anvendes, og ikke mindst skal den kunne skabe værdi for såvel samfundet som for miljøet.

En af de helt store udfordringer, nye miljøteknologier står overfor, er at trænge igennem på markedet – at vinde markedets tillid.

- Når producenten ”påstår”, at teknologien f.eks. reducerer energiforbrug og luftforurening med en given faktor - kan man så stole på det? En ETV bidrager populært sagt til at kvalitetssikre producentens ”påstande”, så markedet kan være trygge ved at investere i det nye produkt, forklarer Trine Erdal, Forretningsudviklingschef i FORCE Technology.

ETV hjælper således innovative miljøteknologier med at etablere sig på markedet via uvildig dokumentation for, hvordan teknologien fungerer, og hvilken effekt den har. Dokumentationen kan sammenholdes med andre alternative løsningsmodeller, når man som køber skal investere i et nyt produkt.

En omfattende, men troværdig proces
En ETV er baseret på en gennemsigtig, uafhængig og ensartet proces, hvor fagspecialister med forstand på det pågældende teknologiområde inddrages i vurderingen. Dette gør verifikationsprocessen ganske omfattende, men til gengæld er virksomhederne sikre på at få en kompetent og troværdig vurdering.

Netop fordi der er tale om nye teknologier, eksisterer der ikke en standard eller godkendelsesordning, der specificerer, hvilke krav teknologien skal overholde for at blive godkendt. Udgangspunktet er i stedet den konkrete teknologi, og hvad den forventes at kunne.

- Det unikke ved ETV er, at det hverken er en certificering eller en typegodkendelse, hvor kravene er fastsat på forhånd, og man kan hhv. bestå eller dumpe til ”eksamen”. ETV er en verifikation af teknologiens konkrete funktion og effekt, der tager afsæt i udvikleren/producentens formodning om, hvad den kan. Resultatet kan godt vise sig at være hhv. bedre eller dårligere end forventet. Det væsentlige er, at verifikatet afspejler det, teknologien rent faktisk kan, siger Trine Erdal fra FORCE Technology.

En verifikationsproces tager ca. 6 måneder, men kan tage kortere eller længere tid. SMV’er og udviklere er selv ansvarlige for at tage kontakt til ETA Danmark eller en af de 5 teknologiske servicevirksomheder.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.997