23948sdkhjf

Aftale om testcenter for droner på plads

Hans Christian Andersen Airport, Geodatastyrelsen og COWI har indgået aftale om at opføre et særligt såkaldt fotogrammetrisk testanlæg for droneteknologi.
Centeret skal placeres i lufthavnens nationale testcenter for droner - UAS Test Center Denmark. Det skriver UAS i en pressemeddelelse.

Formålet med testanlægget er at give operatører, myndigheder, kunder og udviklere mulighed for at teste og dokumentere deres droneteknologi løbende. Desuden er det hensigten, at testanlægget skal kunne anvendes til træningsformål i forbindelse med den kommende uddannelse af dronepiloter.

Den stigende anvendelse af droner til kortlægningsformål har gjort, at Geodatastyrelsen er en aktiv partner i projektet:

- Dronen i sig selv er ikke så interessant - det er derimod de data, som den kan indsamle. Med det fotogrammetriske testanlæg i HCA Airport, bliver det nu muligt - som et af de eneste steder i Europa - at kvalitetssikre dronedata til brug for opmåling og kortlægning af et område, siger Niels Henrik Broge, Specialkonsulent i Geodatastyrelsen.

For at Danmark kan komme i front inden for drone-området, er det afgørende, at der oprettes et dedikeret testmiljø, hvor det er muligt at eksperimentere med droneteknologier. Det fotogrammetriske testanlæg er et skridt i den retning.

Testanlæg med internationalt snit
Det forventes, at testanlægget kommer til at vække interesse også hos internationale brugere og virksomheder, der i dag må nøjes med få egnede alternativer i Europa.

- Med mere end en fordobling af opgaver fra 2013 til 2014 samt stigende efterspørgsel på bedre sensorer samt professionelle kortprodukter ser COWI frem til at kunne få testet og kvalitetsstemplet de forskellige produkter i et kontrolleret testmiljø som det UAS Test Center Denmark opbygger, siger Jesper Falk, sektionsleder for landmåling i COWI.

Også hos UAS Test Center Denmark ser man frem til, at testanlægget for droner står klar til brug i foråret 2015.

- Vi er godt i gang med udviklingen af det fotogrammetriske testanlæg. Anlægget er et enkelt skridt i udviklingen af det nationale test center, som på sigt skal være en af Europas førende faciliteter for branchen. Målet er at tiltrække både danske og udenlandske virksomheder,” udtaler projektchef i UAS Test Center Denmark, Michael Larsen.

Gode testfaciliteter kan give danske virksomheder og forskningsinstitutioner et løft - i en branche, hvor EU-Kommissionen har anslået, at der i 2050 vil være over 150.000 europæiske job. Tilsvarende viser en amerikansk rapport, at der frem mod 2023 globalt vil være omsat for 500 milliarder kroner på dronemarkedet.

En dansk tværministeriel arbejdsgruppe vil inden udgangen af 2014 offentliggøre en længe ventet rapport vedrørende anvendelsen af droner i Danmark.

Dansk dronerapport anbefaler nye tiltag for den danske branche
UAS Test Center Denmark er også fremhævet i den 100 sider lange dronerapport, offentliggjort i sommers af Teknologirådet, der tilsiger et behov for både en national strategi og støtte til testcentrets fortsatte udvikling. Der er bl.a. behov for at understøtte diverse øvelsesscenarier for myndigheder eller private virksomheder, der ønsker at udvikle eller afprøve teknologi. Andre eksempler på anvendelser og behov for test af drone-systemer omfatter manøvrer i snævre passager og imellem bygninger, inspektion af infrastruktur eller forsøg med dataoptagelser fra drone-sværme.

Indvies til marts
UAS Test Center Denmark yder den primære finansiering til testanlægget, mens Geodatastyrelsen og COWI medfinansierer projektet via præcisionsopmåling og installering af objekter og projektering. Ydermere er den landsdækkende forening Geoforum en del af projektet med henblik på at skabe et stærkere link mellem foreningens medlemmer og det nye testanlæg.

Parterne er nu ved at detailprojektere anlægget, og efterfølgende sendes oplægget til høring i branchen, så specialister og kommende brugere kan give deres input til, hvordan anlægget bliver bedst muligt.

Testanlægget forventes klar til indvielse d. 1. marts. 2015.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.069