23948sdkhjf

Kamstrup satser på radiokommunikation

Med en investering i et nyt testcenter sender Kamstrup nu et klart signal om, at radiokommunikation er fremtiden og en kernekompetence i virksomheden.
Da Kamstrups adm. direktør Per Asmussen løftede planerne om et nyt testcenter til radiokommunikation i juni 2014, var baggrunden for beslutningen ikke til at tage fejl af.

- Radiokommunikation skal være en kernekompetence i Kamstrup, og vi skal altid levere vores kunder løsninger med den bedst mulige ydeevne.

Kamstrup tog tilbage i 2007 en strategisk beslutning om, at virksomheden skulle vælge enten at satse på Radio Frequency (RF) eller Power Line Communication (PLC) i forhold til fremtidige smart grid-løsninger. Indtil da satsede virksomheden på både kabel og trådløs teknologi. Med en forventning om en øget aflæsningsfrekvens og et øget antal elektriske apparater i forbrugernes hjem, der danner støj i det faste net, vurderede Kamstrups ledelse, at Radio Frequency er den mest omkostningseffektive løsning, der samtidig sikrer den højeste performance på højfrekvens nettet. Netop støjen i det faste net gav visse udfordringer ude hos kunderne i form af forstyrrelser mellem husstandenes elektroniske komponenter og det opsatte PLC-system.

- Vores analyse pegede entydigt på, at vores kunder vil få flere fordele med Radio Frequency. Et fjernaflæsningssystem baseret på radiokommunikation giver f.eks. en højere aflæsningsperformance på Automated Meter Management. Derved kan forsyningsselskabet foretage tekniske målinger og tilbyde funktioner så som hurtig straksaflæsning og målinger helt ned på timeværdier, fortæller Anders Skallebæk, teknologichef for hardware i Kamstrup.

Anders Skallebæk peger på flere områder, der har været vigtige for Kamstrups beslutning. Blandt andet kan kunden meget let udbygge et radionetværk. Ligeledes vil de ledningsbårne forstyrrelser fra blandt andet switch mode strømforsyninger i forbrugerelektronik stige fremover, mens filtreringerne fra PLC kun vil stige svagt i fremtiden, vurderer han. Desuden ser Kamstrup et større markedspotentiale indenfor Radio Frequency end for Power Line Communication. Alle nøglepunkter, der er vigtige argumenter for at satse på radiokommunikation.

Nyt testcenter skaber hurtigere reaktionstid
Kamstrup lancerede det første radiosystem tilbage i 2002. Siden har Kamstrup installeret cirka fire millioner fjernaflæste energi- og vandmålere verden over og regnes i dag som en af de førende producenter af elektroniske forbrugsmålere, der kommunikerer via RF-teknologi.

Kamstrup har i dag to radionetværkssystemer, Radio Mesh og Radio Link, der dækker løsninger indenfor AMR, AMM og AMI. Radiokommunikation bruges til datahjemtagning for afregning og analysedata til netselskabernes driftsoptimering.

Det kræver mange ressourcer at udvikle. Både hvad angår medarbejdere og faciliteter. Derfor glæder det også teknologichefen, at Kamstrup investerer ca. 10 mio. kroner i et nyt radiokommunikationstestcenter.

Dels kan Kamstrup lave de løbende iterationer, der udvikler selskabets produkter, dels giver et testcenter et langt hurtigere projektgennemløb.

- Med udvidelser til flere nye markeder, der efterspørger intelligente kvalitetsmålerløsninger, er det vigtigt, at vi har en hurtig reaktionstid på udvikling af nye frekvenser. Det giver vores nye laboratorium os, siger Anders Skallebæk.

RF i politisk medvind
Ifølge planen begynder byggeriet af det nye testcenter kort efter sommerferien. Investeringen ventes at løbe op i lidt mere end 10 mio. kroner og understreger, at Kamstrup anser RF for det bedste teknologivalg nu og i fremtiden. RF er således den mest anvendte teknologi udenfor Europa, og Kamstrup har en forventning om, at RF også vil blive den mest udbredte teknologi i EU.

- Det, vi tror, der sker nu, er, at radiokommunikation bliver mere og mere udbredt. Der er politisk medvind for at harmonisere området for radiokommunikation inden for EU og der sker en stor teknologiudvikling inden for radiokommunikation generelt. Samtidig forudser vi også, at der bliver stillet større og større krav til dokumentationen, jo mere globaliseret vi bliver, siger Anders Skallebæk.

Teknologichefen nævner selv vandmålere som globalt vækstområde for Kamstrup. Og netop vandområdet satser stort på radio som den bærende kommunikationsteknologi.

- Det marked vil vi naturligvis gerne ud og have fat i. Det kræver hurtige landetilpasninger og her vil integreret udvikling i Kamstrup i sidste ende også give os en konkurrencefordel, understreger Anders Skallebæk.


Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078