Kæmpebøder til chipproducenter for karteldannelse
EU Kommissionen har idømt Infineon, Philips og Samsung bøder for i alt 138 millioner euro eller lidt over én milliard kroner for deres rolle i en ti år gammel kartelsag.
Renesas har imidlertid fået fuld immunitet for sin rolle i kartellet, fordi selskabet afslørede eksistensen af kartellet. Derfor skal Renesas heller ikke betale nogen bøde. De øvrige tre selskaber skal derimod samlet betale en bødesum på over 138 millioner euro.
Tyske Infineon er i dømt den største bøde på knap 83 millioner euro, mens Philips skal betale lidt over 20 millioner euro. Endelig skal Samsung, som har fået bødesummen reduceret med 30 procent, fordi selskabet valgte at samarbejde med EU’s konkurrence-politi, betale en bøde på lige over 35 millioner euro.
- I denne digitale tidsalder bliver smart card-chips brugt af næsten alle, om det så er i mobiltelefoner, kreditkort eller pas. Det er altafgørende, at de virksomheder, der producerer dem bruger deres kræfter på at udtænke bedre løsninger end deres konkurrenter ved at udvikle og udbyde de bedste produkter til den bedste pris. Hvis virksomhederne i stedet vælger at indgå hemmelige aftaler på bekostning af både kunder og forbrugere, skal de forvente sanktioner, lyder det fra den spanske EU-kommissær for konkurrence, Joaquín Almunia.
Læs mere om sagen i Europa Kommissionens pressemeddelelse her .