Investeringer præger regnskab hos Mikkelsen Electronics
Farum-virksomheden kom dog ud af 2013 med sorte tal på bundlinjen.
På bundlinjen faldt overskuddet før skat samtidig 16,8 mio. kr. til 0,6 mio. kr.
Faldet er dog forventet, understreger Ulla Haberl fra Mikkelsen Electronics.
- Vi havde flere store ordrer forrige år, som vi har afviklet, som påvirkede 2012-regnskabet positivt, siger hun til Electronic Supply.
- Men derudover har vi investeret meget kraftigt i vores produktionsudstyr. Vi har fået nyt klimaskab, som kan teste under forskellige klimaforhold, 3D-skanner og 3D-printer, og så har vi købt ekstra produktionsmaskiner - blandt andet en Arburg højtryksstøbemaskine, og inden for testudstyr har vi blandt andet også anskaffet os et interferometer og et AOI-system. Vi har virkelig opgraderet, så vi nu er på et helt andet stadie, fortsætter hun.
I 2014 forventer hun et overskud ”på et moderat niveau”, og det skyldes, at det høje investeringsniveau fortsætter:
- Lige nu investerer vi i eget datterselskab i Serbien, som åbner i juli. Der har vi selvfølgelig også udgifter, og det er helt forventeligt. Så det vil man også kunne se på vores tal i 2014, siger Ulla Haberl.
Hun understreger samtidig at virksomhedens soliditet er god og at man lige har fået endnu en AAA-vurdering.